Forord til bogen ‘Tag ordet – grib forsamlingen’
Af Anders Stahlschmidt
Har du nogensinde prøvet at regne ud, hvor mange timer, du har siddet under et foredrag, som du bagefter ikke kan huske? Eller endnu mere skræmmende: Hvor mange timer du endnu skal tilbringe i selskab med oplægsholdere – med og uden PowerPoint – der pligtskyldigt taler henover hovedet på dig og resten af forsamlingen? Hvis du ikke har, så lad endelig være! Der er ting man helst ikke vil vide.
Det, jeg selv gerne har villet finde ud af er, hvordan jeg undgår at kede mine tilhørere? Hvordan fortæller jeg, så de opfatter det rigtigt, så de husker det og forstår det? Hvordan påvirker jeg dem?
Jeg har altid beundret de personer, der kan tryllebinde en forsamling. Helt tilbage i skolen var der lærere man blev inspireret af, som forstod at gøre deres stof levende. En historielærer der kunne fortælle om krudtrøg, så man kunne lugte det eller en biologilærer, der kunne gøre naturens kredsløb til en åbenbaring.
Det sker stadig, at man møder den blændende oplægsholder. Ham eller hende der får os til at glemme tid og sted. Hvad er det de gør?
400 millioner mennesker har Microsofts PowerPoint-software liggende på deres pc. Det er tænkt som et redskab, der skal gøre præsentationer mere professionelle. Det lykkes i flere tilfælde, men som regel på bekostning af det, som er kernen i et godt oplæg: Nærvær, engagement – lysten til at dele erfaringer og viden. Det er som om mange glemmer, hvad der er meningen med overhovedet at stå overfor en forsamling. Hvorfor uddeler man ikke bare noget på skrift eller sender et videoindslag? Hvad er det, du kan give tilhørerne i en præsentation, som du ikke kan give dem i f.eks. et videoindslag eller en rapport? Det er din tilstedeværelse og ikke mindst muligheden for at gå i dialog med dem. Grine sammen med dem, opleve, hvordan dine ord påvirker dem, og måske endda selv blive klogere af deres spørgsmål. En præsentation er ikke et færdigt produkt men en proces.
Som oplægsholder er du nødt til at træde i karakter som den, der har magten over dit budskab og dine hjælpemidler. Du må ikke gemme dig i mørket og lade dine dias gøre alt arbejdet for dig. Det er dig, der er den! Fortæl noget vigtigt, noget spændende, noget der ligger dig på sinde, noget vi gerne vil have at vide. Brug de visuelle hjælpemidler som din tjener. Det er dig, og det du vil fortælle, der er herre.
Mange oplægsholdere, jeg har talt med, kender selv alle fejlene. De første minutter af præsentationen går med at oplægsholderen sidder med hovedet begravet i pc’en for at finde den rigtige præsentation. Man
kommer til at læse op fra sine dias. Der er klemt for meget tekst ind på hver side. Fonten bliver for lille. For mange dias. PowerPoint bliver uinspirerende, når man følger programmets monotone skabelon med bullet point efter bullet point. Som om det var den eneste – eller for den sags skyld den bedste måde at opstille alverdens viden på. Form og indhold kan ikke skilles ad. Den måde, du holder et indlæg på, vil altid præge indholdet. Både det indhold der bliver opfattet af tilhørerne, og de tanker du selv har gjort dig om indholdet. I sidste ende bliver formen afgørende for de beslutninger, der skal træffes på baggrund af din præsentation. Dit sprog, din disposition, din prioritering af stoffet og den måde du strukturerer det på. Mange har en tendens til at lade sig styre 100 procent af PowerPoints genveje til noget, der ser professionelt ud. Er det dovenskab? Angst? Fantasiløshed? Eller er det mangel på kendskab til mediets virkemidler? Lige så stærkt et medie det kunne være, lige så fattigt forekommer brugen af det. Det er som at have et helt symfoniorkester til rådighed, og kun bruge det til at spille ”Mester Jakob” – på triangel.
Sandheden er, at jeg holder meget af PowerPoint. Jeg er begejstret for alle de muligheder det rummer. Men jeg bliver trist, når jeg oplever den bevidstløse måde programmet ofte bruges på. Og jeg forstår godt at nogle går rundt med badges, hvor der står ”PowerPoint – nej tak!”
Med en større bevidsthed om det egentlige, om det at fortælle en forsamling noget, håber jeg at flere med tiden kan tage magten over teknikken. Teknikken skal tæmmes, som man tæmmer en hund. Det kræver kendskab til hundens karakter og egenskaber. Der skal lidt opdragelse til. Den skal kun sige noget, når den får lov. Og får du først taget på den, så kan den udføre rigtig mange både praktiske og underholdende kunster for dig.
Denne bog henvender sig ikke kun til PowerPoint- programmets ”slavehær”. Den er tænkt som en hjælp og en inspiration til alle, der gerne vil blive bedre til at strukturere deres stof og trænge igennem til en forsamling med det.
Præsentationsteknik handler ikke primært om at indtage rummet med overdrevne teaterbevægelser, løftede øjenbryn og hævet stemme, sådan som man lærer på nogle kurser. Disse ydre greb dur i bund og grund ikke, med mindre du er professionel skuespiller eller tv-vært. De kan tværtimod være med til at ødelægge de to vigtigste egenskaber ved en god oplægsholder: Autensitet og troværdighed. Selvom den tid vi lever i på mange måder hylder det overfladiske, så er det stadig indholdet der tæller. Har du styr på indholdet og strukturen, så har du en reel chance for at opnå ægte, personlig gennemslagskraft. Det er min påstand, som jeg ikke har videnskabelig dokumentation for, men jeg kan læse mig til, at de gamle græske retorikere ville have været nogenlunde enige med
mig. En performance, der kun bygger på det ydre vil altid blive gennemskuet. Dummere er folk ikke. Forestil dig at du er gæst på en restaurant. Ville du ikke føle dig snydt, hvis det eneste der tog stik hjem var tjenerens præstation? Er du ikke enig i, at kokkens arbejde er hjertet i oplevelsen? Ingredienserne, sammensætningen, doseringen, rækkefølgen, tilberedningen. Hvis du har noget godt på menuen, noget der smager godt og tager sig godt ud på fadet, så skal du nok finde ud af at servere det med den nødvendige entusiasme.
Jeg vil gerne takke følgende personer: Thomas Raab, der har været konsulent på de afsnit, der vedrører hjernen, Kåre Johannessen, der har inspireret og vejledt mig om de historiske passager, Mads Vangkilde, der har læst alt grundigt igennem og været skarp på en meget konstruktiv måde, Peter Knoop Christensen, der har været min kommunikationsmentor og som bl.a. har givet mig lov til at stjæle fra ham, hvad jeg ville til afsnittet om mental forberedelse. Tak også til Erik Bro, der mindede mig om at den bedste formidler af salgsteknik stadig er Harry Motor – og tak til Harry fordi han kiggede forbi med en pose bøger. Tak til Philip I. Petersen for links til spændende hjemmesider, til Christopher Vogler for vigtig inspiration, og sidst men absolut ikke mindst: Tak til min hustru og partner Karen Lumholt, som tit siger noget klogt, der sætter mine tanker på arbejde. Ofte tror jeg, at det hun har sagt, er noget jeg selv har fundet på. Hvis man kunne gøre det efter, når man holder et indlæg – at involvere tilhørerne så meget at de oplever ordene og meningen som deres egne, så har man fat i noget.
Anders Stahlschmidt Valby, 2005
