Af Karen Lumholt, journalist, underviser og seniorkonsulent med speciale i narrative processer
I 2009 døde min far på Hospice Djursland. Hver eneste dag, han var på stedet, var han dybt
taknemmelig – for omgivelserne og for det dygtige personale. Professionelle engle, kaldte han dem. Jeg husker dem også som næsten overnaturligt nærværende og dejlige mennesker. Hospice, sagde vi til hinanden, var et stort krydstogtskib, der flot, værdigt og majestætisk sejlede ham direkte ind i døden – til tonerne af Mozart, som han foretrak at lytte til den allersidste tid.
De sidste måneder, han levede, hjalp jeg ham med at få fortalt om sit liv. Det var en gave – både for ham og for mig, at få gjort dette. Jeg var glad for at han bad mig om at hjælpe. Og han var glad. For hver eneste gang han fortalte, forsvandt hans stor del af hans smerter og hans ubehag.
Min interessere for erindringsfortælling går langt tilbage. Som journalist har jeg altid været optaget af hvad det gør ved mennesker at fortælle sin historie.
Før jeg bevæger mig ind i skønheden ved at hjælpe et andet menneske med at fortælle om sit liv, vil jeg komme lidt ind på en anden begivenhed, der for et par år siden overbeviste mig om at det kan være en stor gave for et menneske at få lov at fortælle – inden det er for sent.
(…)
Hent hele Karens artikel som pdf
