Af Anders Stahlschmidt, Lumholt & Stahlschmidt Kommunikation
Aktantmodellen er en model for analyse af personernes rolle i fortællinger. Modellen giver et hurtigt overblik over projektet i en historie og konflikten mellem aktørerne. Den har en slags strategisk analyse indbygget i sig. Derfor egner den sig godt til storytelling i virksomheder og organisationer med et strategisk formål. Aktantmodellen er oprindeligt baseret på den russiske folklorist Vladimir Propps undersøgelser af russiske folkeeventyr, men den har siden 1960’erne været et udbredt analyseredskab.
Det kan være et kunstnerisk skråplan at skabe en fortælling ud fra et analyseredskab, men i den sammenhæng vi bruger den – strategisk storytelling i organisationer, er der ikke tale om kunst, der er tale om at fortælle de gode historier, som forstærker meningen, projektet og værdierne. Vi har gode erfaringer med at bruge aktantmodellen i den sammenhæng og har udviklet forskellige måder at gøre den operationel på.
For eksempel når vi bruger storytelling i anerkendende form, kan modellen udtrykkes så enkelt her:
Fortæl en historie om en situation, hvor du ville eller skulle gøre noget, som var meget svært, men hvor du klarede det alligevel. Hvad fortæller den historie om dig?
NOGEN DER VIL NOGET
Første punkt i modellen er subjekt. Men lad os kalde det nogen, det er mere nede på jorden. Alle historier handler om nogen.
Næste punkt i aktantmodellen er objekt. Det vælger jeg at kalde noget.
Her er grundlaget i enhver historie: Alle historier handler om nogen, der vil noget. Pilen fra nogen til noget er modellens projektakse. Hovedpersonens vilje er afgørende for om der er en god historie.
Men der mangler naturligvis noget for at gøre historien spændende, nemlig en konflikt af en art. Det vi har tegnet indtil nu, kunne let tillade en slap historie som denne:
Der var denne her mand, som meget gerne ville have en kone. Så mødte han en kvinde, som han giftede sig med. Slut.
Historien mangler en modstander. Noget der gjorde det svært for manden at finde en kone. I de bedste historier skal det helst være tæt på umuligt, at projektet lykkes.
Der var en gang en rotte, der gerne ville lave mad på de fineste restauranter i Paris. (Præmissen i tegnefilmen Ratatouilles)
I rotteeksemplet er modstanderen indbygget i projektet. Det siger sig selv, at en rotte måske er det mest uønskede væsen i et finere køkken – ja i et hvilket som helst køkken. I andre historier er modstanderen et selvstændigt væsen, som skal overvindes. En trold, en psykopatisk chef, en ondskabsfuld nabo. I eventyret om Klods Hans er modstanderen hovedpersonens egen ligefremme adfærd. I moderne historier kan modstanderen være mere kompleks: ‘nul-fejls-kulturen’ kan være en modstander, et system, at der ikke er politikere, som vil prioritere et bestemt område er en modstander, men jo ikke nødvendigvis repræsenteret ved en aktiv modstand, faktisk tværtimod. Modstanden er at ingen har lydhørhed overfor hovedpersonens problem.
Vi prøver den giftelystne mand igen: Der var engang en mand, der gerne ville have en kone, men det var ikke så lige til, for han sad i fængsel – omgivet af mænd fra morgen til aften.
Nu er historien blevet en kende mere spændende. Der er opstået et spørgsmål: Hvordan skal det lykkes manden at finde en kone, når han sidder i fængsel? Vi vil gerne have svar på det spørgsmål. Det lover historien os. Men det skal være et ordentligt svar. Mandens problem må ikke bare løse sig af sig selv eller ved et usandsynligt mirakel. Derfor har historien brug for en troværdig hjælper. Det kunne være en fængselspræst, der lytter til mandens ønske og som overskrider et par retningslinjer og trodser modstanden fra fængslets ledelse for efter store anstrengelser at kunne arrangere et møde mellem fængslets mandlige indsatte og de kvindelige. Præsten skævede hele tiden spændt over mod historiens hovedperson, men han kunne se på ham, at ingen af kvinderne var den han ledte efter. Så hvad nu? Den nederste linje som går fra hjælper over nogen til modstander er modellens konfliktakse. I nogle historier er hjælperen en del af hovedpersonen selv. F.eks. i Klods Hans, hvor hovedpersonens ligefremme adfærd både er hans modstander, men også hans hjælper.
HISTORIENS PRÆMIS
Ud fra de fire punkter vi har på plads nu, kan vi formulere historiens præmis:
Vil det lykkes nogen at opnå noget på trods af modstander takket være hjælper?
Vil det lykkes manden at finde en kone på trods af, at han sidder i fængsel, takket være fængselspræsten, som vil gå langt for at hjælpe den stakkels mand?
Egentlig kunne modellen stoppe her. Men for god ordens skyld gør jeg den lige færdig.
I historien er der også en giver og en modtager. Giveren er lidt vanskelig at definere i virkelighedens historier. I eventyr er det næsten altid kongen, der giver sin datter til helten. Så enkelt er det ikke altid. Det er til gengæld let at definere modtager. Det er somme tider nogen. F.eks. i Peter Plys. Han er på jagt efter honning – til sig selv. Men historien om en virksomhedsejer, der kæmper med næb og klør for at undgå at skulle fyre medarbejdere er hovedperson i en historie, hvor modtageren er medarbejderne.
Når vi arbejder med at forstærke og forædle historier ved hjælp af aktantmodellen, kan vi sagtens undlade at beskæftige os med giver og modtager. De fire andre aktører (nogen, noget, modstander og hjælper) er til gengæld vigtige at kigge nærmere på. Betragt dem som knapper, du kan skrue op for. Hvordan kommer vi til nu.
SKRU OP FOR HISTORIEN
De fleste eksempler jeg har brugt her i teksten er opdigtede. Pointen er imidlertid, at du også kan skære virkelighedens historier og eksempler til efter aktantmodellen for at finde den bedst mulige måde at fortælle dem på. Når du har analyseret dig frem til, hvem i dit autentiske eksempel, der spiller hvilke roller i aktantmodellen, kan du begynde at skærpe historien, gøre den mere spændende, mere troværdig og få den til at føles mere relevant. Det gør du ved at skrue op for de fire knapper: Nogen-knappen, noget-knappen, modstander-knappen og hjælper-knappen.
Nogen – denne aktør bærer identifikationen i historien. Vi skal kunne føle med nogen. Derfor er det ofte en god idé, når man skal vælge historiens perspektiv og dermed hvem historien handler om, at vælge en person, der repræsenterer dem, der skal høre historien. En de kan identificere sig med.
Skru op for alt, der giver nogen menneskelighed. Gør små oplysninger og beskrivelser, vi fatter sympati for, tydelige. Giv hovedpersonen et navn og nogle personlige detaljer, så vi kan se vedkommende for os. Gerne også en forklaring på, hvorfor personens projekt er så vigtigt for ham eller hende.
Noget – ofte, når folk fortæller historier fra det virkelige liv, beskriver de noget alt for abstrakt og uklart. Skru op for denne knap ved at gøre noget så konkret som muligt. En skolelærer ville gerne opnå en forbedring. Godaw du. Vi kan intet se for os. Du kan skrue op for det konkrete ved at spørge efter eksempler. Et eksempel på en forbedring: Læreren ville gerne have, at eleverne blev mere modtagelige for hendes undervisning. Bedre, men vi kan blive endnu mere konkrete, for vi kan stadig give et eksempel på, hvad det vil sige at være mere modtagelig for undervisning: En lærer ville gerne have, at når hun kom ind i klassen satte eleverne sig ned, kiggede opmærksomt på hende og var helt stille. Måske kan det endda blive endnu mere konkret. Hvor konkret kan du gøre noget i historien?
Modstander – denne aktørs funktion i historien er at skræmme. Derfor skruer du op ved at gøre modstander mere farlig, mere magtfuld osv. Det kan du eksempelvis gøre ved at fortælle om de konsekvenser det vil få, hvis nogen ikke overvinder modstanden. Eller du kan fortælle om andre, tidligere eksempler på nogen, der prøvede at kæmpe imod modstanderen, men som ikke lykkedes med det. Hvor farlig kan du gøre modstander uden at historien mister troværdighed?
Hjælper – det er den allermest troværdige aktør forstået sådan at de ting hjælper kan, skal virke plausibelt i historiens univers. Skru op for troværdigheden ved at fortælle konkret, hvilke hjælpemidler og metoder hjælper har til rådighed. Nøgleordet er ‘hvordan?’. Hvis hjælper er for stærk og modstander for svag bliver historien let kedelig. Det er derfor feer i eventyr, som tit optræder som hjælpere, kun kan give hovedpersonen tre ønsker. Det var nemmere hvis de bare kunne løse problemet for hovedpersonen, men så let går det ikke i de gode historier.
Når man har arbejdet sin historie igennem aktantmodellen er det tit en god idé at glemme modellen igen og fortælle historien frit. Aktant-arbejdet har som regel smittet af, men fortællingen skal helst være levende. Så fortæl!
