
Karen som talsperson for Familiepolitisk Netværk
Børnene kan blive modernitetens ofre
Moderniteten giver frihed – men børnene bliver nemt ofre. Det moderne liv med to fuldtids-udearbejdende forældre med krævende jobs stiller store krav. Ofte er det børnene, der bliver ofre, med alt for mange timer i institution, hvis kvalitet er dalet de senere år. Men også forældrene har det svært – med krydspres, usikkerhed og dårlig samvittighed. Den evige dårlige samvittighed gør os til overpylrede og usikre forældre. Børnene forsømmer vi at involvere i hjemmets praktiske gøremål – for når vi endelig har fri, så skal vi ”rigtig hygge os”.
Psykisk sårbarhed vokser
Danmark har verdensrekord i tidlig og omfattende institutionalisering af børn og omtrent europarekord i forældres samlede arbejdstid, når vi lægger mors og fars arbejdstid sammen. Konsekvensen bliver børn, der har svært ved at regulere deres behov og som samtidig er usikre på deres forældres kærlighed. Antallet af børn og unge med psykisk sårbarhed og diagnoser stiger eksponentielt i disse år, hvilket dels vidner om en svigtende evne til at håndtere modgang og livets udfordringer – dels er et tegn på et reelt svigt at de mindste børn, hvis tidlige tilknytning udfordres af de voksnes travlhed og stress. Se Citater fra børnesagkyndige.
Om foredragsholderen
Karen Lumholt har siden 1998 skrevet og holdt foredrag om børn, skole, familieliv, work/life-balance og hvordan børn/unge får en mere (naturlig) plads i samfundets arbejdsfællesskab og de voksnes livsverden. Karen deltager også aktivt i den offentlige debat om disse emner. Karen er medstifter af Familiepolitisk Netværk, medforfatter til Håndbogen for forældre til skolebørn (Borgen 1998) og til bogen Børn skal da arbejde – sådan får du dem til at hjælpe til derhjemme (Gyldendal 2009). Karen har i 2015 sammen med Jonas Norgaard Mortensen skrevet og redigeret bøgerne Det personlige samfund – personalisme i praksis og Det relationelle menneske – personalisme i pespektiv- om et samfund med mere vægt på mennesket og mindre på systemet og med de nære relationer og forpligtende fællesskaber i centrum. Karens kronikker, debatindlæg, klummer og blogindlæg om emnet og de interviews, radioindslag, tv.debatter og Folkemødedebatter, hun har medvirket i, kan du finde på karenlumholt.dk Se også Familiepolitisk Netværk på Facebook, som Karen Lumholt er talsmand for
FOREDRAG Den familievenlige arbejdsplads og det familievenlige samfund – om forældreskab, barsel og livsfaser
Vi bliver ældre og mere sunde og kan arbejde i længere tid – men hvorfor skal vi arbejde allermest mens vi har små børn? Hvordan får vi som samfund og arbejdsmarked ændret synet på livsfaser og balance i hverdagen? Hvordan ser fremtidens arbejdsmarked og familieliv ud – hvis vi tager højde for, at både mænd og kvinder arbejder? Lad os kigge åbent på den måde, vi tilrettelægger vores arbejdsliv og hverdag på.
- Kan vi indrette arbejdspladserne, så de tager højde for, at medarbejderne har et liv med familie, børn og venner?
- Kan vi etablere hjemmearbejdsplads, arbejde i toget eller gå ned i arbejdstid?
- Kan vi placere arbejdspladsen i samme bygning som børneinstitutionen – eller omvendt?
- Hvad kan familierne selv gøre?
- Hvad kan samfundets øvrige institutioner gøre – arbejdsmarkedets parter, politikerne, civilsamfundet?
- Hvordan griber de nye generationer forældrerollen an – og hvordan kan vi bedre skabe netværk omkring dem?
- Kan vi etablere mere fællesskab i nærsamfundet, så der er mere netværk og støtte?
- Fra pension til pauser – hvorfor ikke?
Se Citater fra børnesagkyndige om effekter af institutionalisering af børns liv Foredragets målgruppe er arbejdspladser der ønsker en familievenlig profil, fagforeninger og grupper af professionelle på børne- og familieområdet samt frivillige, der arbejder med støtte til børn og familier. Kontakt Karen Lumholt på 40 14 49 80
FOREDRAG Børn skal da arbejde – sådan får du dem til at hjælpe til derhjemme
Gode råd, inspiration, motivation og perspektiv på, hvordan børn inddrages i hjemmets opgaver og rutiner. Foredraget er udover en kærlig opsang til forældre, der ikke orker at inddrage deres børn i det huslige arbejde, også et kultur- og samfundskritisk indlæg om hvordan vi har adskilt børn fra voksne – og arbejdsliv fra livsverden. Alt for mange forældre giver op og lader de små børn sidde for længe med tablets og spil – eller lader teenageren ligge og flyde foran tv’et. Det er forståeligt – vi har alle alt for travlt – men lad os starte et sted, derhjemme:
- Giv børnene mulighed for at få kendskab og kundskab, ejerskab og stolthed og blive en del af familiens historie og kultur.
- Børn og unge skal kunne gebærde sig i en husholdning – med madlavning, oprydning og rengøring. Det giver dem selvtillid, realitetssans, udholdenhed og evne til at magte deres tilværelse
- De skal motiveres – ikke skældes ud
- Både børn og unge trives ved at være en del af (arbejds)fællesskabet – især unge har store problemer med at mærke sig selv og opleve mening.
- Nye nære arbejdsfællesskaber – “landsbyer” – som vi kan invitere børn og unge ind i?
Foredraget baserer sig på bogen af samme navn, skrevet af Karen Lumholt og Marie Kraul og udkommet i 2009 på Gyldendal. Det henvender sig til virksomheder med en familievenlig profil, forældregrupper og -netværk, pædagoger og lærere samt civilsamfundsaktører med interesse for emnet.Kontakt Karen Lumholt på 40 14 49 80.
Udtalelser fra tidligere deltagere og læsere
”Det var på rigtig mange måder et fint, nærværende, og overbevisende oplæg du leverede på Kunsthøjskolen i Holbæk i aftes. En flot samtidsanalyse, et godt opråb med en indbygget tro på ’fremtiden’. Og MED det underlæggende budskab, at livet ikke er lyserødt – og at det skal vi overkomme sammen!” – Sara Knabe Sørensen, sygeplejerske, cand. mag. og sundhedskonsulent i Holbæk Kommune “Jeg har tidligere kommenteret jeres bog og jeg vil lige gøre det igen. Jeg har 4 børn fra 2½-16 år, der dagligt SKAL hjælpe til. Vi har lavet skemaer og får hverdagen til at glide lettere. Det er lige min ånd, at børn skal arbejde.” – Trine Flørnæss, sundhedsplejerskestuderende og mor til 4 “Da jeg læste om bogen ”Børn skal da arbejde” tænkte jeg, at det var en fin pædagogisk udmøntning af Grundtvig (som jeg er vild med) og hans syn på ligeværdigheden mellem åndens og håndens arbejde – ligeværdighed mellem børn og voksne og meget andet. Og så viste det sig, at der VAR en kobling til ”den Gamle”. Sjovt. For du holdt jo foredrag på Vartov 22/9, som jeg desværre missede. Jeg har selv været med til at skrive bl.a. en Grundtvig-light-bog, som jeg syntes manglede: ”Bliv klogere på livet med Grundtvig” – Helle Krogh Madsen, forfatter til lærebøger mm. “Det er med stor interesse, at jeg har læst jeres bog. Jeg har lige startet en 1.kl. – og jeg har nok sagt det før – men jeg har aldrig haft en klasse der snakker så meget, er så selvcentreret og hvor mor og far løber i hælene på deres børn for at bære deres taske og sætte deres madkasser i køleskabet osv. Jeg vil derfor gerne på et forældremøde tale ud fra jeres bog og præsenterer forældrene for den liste der er på side 94-99″ – Libber Seindal Krabbe, lærer “Tak for en god motiverende bog. Der fik jeg endelig den opbakning og inspiration, jeg havde brug for! I år har nemlig været en helt særlig ferie. Mor fik læst din bog “Børn skal da arbejde” og derefter startet fem ugers målrettet arbejde på at få poderne sat systematisk i sving. De første par dage var der vildt brok fra specielt de to store drenge på 11 og 9 år. Men da de gik planen efter, oplevede hvor meget de egentligt kunne og så, hvor mange gange mor stod på listen, kom de pludselig og spurgte, om vi ikke burde dele nogle af mine opgaver! Nu er skolen startet, planen er revideret, så den passer til lektier og sport og evner, og det kører bare. Tak for en rigtig god bog fra os alle seks.” – Pernille Marott, August, Frederik, Marie og Carl + far Mikael “Tusind tak for en fantastisk bog. Indre mindre end genial på alle fronter.” – Helle Overgaard “Hold fast hvor jeg grinede ved beskrivelsen af de mange proces-trin ved vasketøj. Jeg er bare SÅ enig i pointen. Vi skylder samfundet at lære vores børn at arbejde og hjælpe dem med at træne lidt impuls-kontrol. Well done!” – Ledelseskonsulent Eva Stenby Karlsen “…Hvor er det flot at I i dén grad har fået sat børnefamiliernes vilkår på dagsordenen. Det kræver et rigtig stort solidt stykke benarbejde at brænde igennem mediemuren og få politikerne i tale om sådanne større strukturelle spørgsmål…. I gør en forskel. Tak. Keep up the good work!” – Tonny Nielsen, leder af CenterPartiet “Det har været en god oplevelse, at du har formået at trænge igennem lydmuren og få medierne til at fokusere på småbørnsfamiliers stressniveau og forældres behov for alternativer til institutioner. Jeg har mødt mange, der er frustrerede over, at en viden, som vi i dag har på hele området småbørn, familie og stress, ikke er blevet omsat til lydhørhed i pressen, endsige politiske initiativer (som i fx Sverige). Jeg har, som du måske ved, for et par år siden udsendt en bog ’Det moderløse samfund, en naturvidenskabelig kulturkritik’, der ser problemet i et større kulturkritisk perspektiv. Desuden har jeg forsøgt at råbe Det Radikale Venstre op ved henvendelse til politikere på Chr.borg, foreløbigt uden resultat. Men så er det jo godt, når det lykkes for andre, så tak for det!” – Niels Arbøl, biolog, forfatter til bl.a. bogen ”Det moderløse samfund”. “…Jeg føler mig beriget og håber at dette bliver den nye sociale andelsbevægelse, som jeg har ventet på – og arbejdet for uden at vide at det var det, jeg gjorde. I er fantastiske. TAK!” – Lone Møller, Landskoordinator, Home-Start Familiekontakt – støtte til småbørnsfamilier

Fra kampagne i Familiepolitisk Netværk