Rapport fra workshop med Michael White NARRATIV PRAKSIS I GRUPPER, SAMFUND OG ORGANISATIONER
Af Karen Lumholt
Australieren Michael White er en guru indenfor storytelling. Ikke den, der bruges i PR, markedsføring og reklame. Men den, der flytter og udvikler mennesker, idet de henter egne fortællinger frem, som åbner nye muligheder og forandrer deres syn på sig selv. At fortælle, genfortælle og få andre til at genfortælle de historier, der kan bevæge mennesker i en konstruktiv retning – det er hvad den narrative metode går ud på. Og det er bevægende at være tilskuer til.
I Danmark hedder det narrativ praksis, når historier bliver brugt i familieterapi, erhvervspsykologisk praksis, organisationsudvikling og HR. Den narrative metode har fået fodfæste herhjemme og mange tilhængere, fordi den egentlig er så naturlig for os mennesker. Og fordi den virker. Og Michael White har som en af den narrative metodes grundlæggere været i Danmark flere gange. Denne gang på en varm sommerdag på Magleås Kursuscenter i Nordsjælland.
Michael White er selv en lille, beskeden mand. Som alle rigtigt store mænd med autoritet, karisma og noget vigtigt på hjerte, behøver han ikke de store virkemidler. Han står lige så stille og roligt i en småkrøllet poloshirt og er på, spinkel, rødblondt og med vigende hårgrænse. En krydsning mellem en yngre Woody Allen og den far, du aldrig fik, fordi han smiler næsten kærligt til alle de fremmede mennesker, der myldrer ind i kursuslokalet.
historier der flytter mennesker