Tag Ordet - Grib Forsamlingen (Indhold og Forord)

Forord


Har du nogensinde prøvet at regne ud, hvor mange timer, du har siddet under et foredrag, som du bagefter ikke kan huske? Eller endnu mere skræmmende: Hvor mange timer du endnu skal tilbringe i selskab med oplægsholdere – med og uden PowerPoint – der pligtskyldigt taler henover hovedet på dig og resten af forsamlingen? Hvis du ikke har, så lad endelig være! Der er ting man helst ikke vil vide.
Det, jeg selv gerne har villet finde ud af er, hvordan jeg undgår at kede mine tilhørere? Hvordan fortæller jeg, så de opfatter det rigtigt, så de husker det og forstår det? Hvordan påvirker jeg dem?
Jeg har altid beundret de personer, der kan tryllebinde en forsamling. Helt tilbage i skolen var der lærere man blev inspireret af, som forstod at gøre deres stof levende. En historielærer der kunne fortælle om krudtrøg, så man kunne lugte det eller en biologilærer, der kunne gøre naturens kredsløb til en åbenbaring.
Det sker stadig, at man møder den blændende oplægsholder. Ham eller hende der får os til at glemme tid og sted. Hvad er det de gør?
400 millioner mennesker har Microsofts PowerPoint-software liggende på deres pc. Det er tænkt som et redskab, der skal gøre præsentationer mere professionelle. Det lykkes i flere tilfælde, men som regel på bekostning af det, som er kernen i et godt oplæg: Nærvær, engagement – lysten til at dele erfaringer og viden.

Læs hele forordet og indholdsfortegnelsen her
Tag Ordet - Grib Forsamlingen (Indhold og Forord)