KARENS BLOG

Herunder kan du følge med i mit arbejde i Lumholt & Stahlschmidt Kommunikation og i min personlige foredrags- og forfattervirksomhed. Bloggen fungerer som et alternativ til et nyhedsbrev.

Se også faglig profil på www.linkedin.com, Kommunikationsforum eller Plaxo.

Jeg har tidligere blogget på www.mikronet.dk og www.borsenmikro.dk, et site for mikroselvstændige - se  www.borsenmikroblogs.dk/karen. Her kan man også købe min bog "Fra biks til business - Når kvinder tænker vækst.

Læs om min nyeste bog Børn skal da arbejde på bogens hjemmeside. Der findes også en Facebook-gruppe for bogen.

Så tør det

 28. januar 2010

Så er nullerne ovre og frosten er ved at gå af jorden. Man kan mærke det - det er blevet tøvejr! Også rent økonomisk.

Pludselig - efter en alt for stille og mørk tid - ringer telefonerne tre gange på en formiddag og to mails kommer dumpende næsten i samme minut om to forskellige arrangementer i Jylland, som oven i købet viser sig at kunne koordineres, så jeg kun skal rejse frem og tilbage én gang.

I alt otte nye jobs kom ind samme dag! Det er som om vinden er ved at vende. Vi har talt op at vi i 2009 er faldet 15 % i omsætning efter fem år, hvor vi hvert år næsten fordoblede den. Det har været lidt af et chok, der kun mildnes af at branchen som helhed i gennemsnit er faldet 30 % i omsætning. Vores fald har altså "kun" været halvt så stort som gennemsnittets. Det må være fordi vi ligger i den gode ende, kvalitetsmæssigt, resonnerer jeg. 

Men det bedste af det hele er, at det er mit storytelling-koncept, som der er ved at være gehør for. Jeg har skrevet synops til en ny bog om "Storytelling som organisationsudvikling" med undertitlen "Udvikling af teams, grupper og samfund gennem virkelighedens fortællinger".Jeg har ganske vist ikke tid til at skrive bogen lige nu, men så snart jeg har en dag, en uge eller en lille ferie, vil jeg skrive løs. Jeg har skrevet bøger før - tre af slagsen - men ingen af dem handler om det, der er kerneydelsen i min forretning. OG det er det, jeg vil råde bod på nu.

Jeg brænder for at bruge det narrative som udviklingsværktøj og derfor må jeg nu sætte ord på og formidle til omverdenen, hvor meget og hvor effektivt man kan forandre ved hjælp af historierne fra det virkelige liv.

Hvis ikke I har mødt ham før, vil jeg anbefale min åndsfælle i Sverige, Matts Heijbel, www.storytellers.se. På alle måder udtrykker han et syn på organizational storytelling, som jeg deler. Også hans slogan "Befolk varemærket. Virkeligheden dur!" kan jeg tilslutte mig helhjertet.

Der er ikke ret mange i Danmark, der arbejder strategisk med virksomhedens egne fortællinger. De som findes, vil jeg gerne i kontakt med. Jeg tror nemlig på, at jo flere vi er, der arbejder på dette felt, des nemmere er det at udbrede kendskabet til og forståelsen for hvilke enorme resultater man kan nå gennem at arbejde med det narrative. 

 

Julehilsen lidt før tid

5. december 2009

Det har været en lidt stille november, forstået på den måde at telefonerne ikke gløder som de ellers gør på denne årstid, men samtidig sker der en masse ting - og ikke ret meget af det har jeg fortalt om, så her er en update:

- Jeg er blevet ambassadør for European Female Entrepreneurs Network og var i Stockholm og fik et fint diplom af den svenske kronprinsesse og den svenske vicestatsminister holdt tale for os. Med æren følger en forpligtelse til at rejse rundt og underholde kvinder om muligheder i og tilfredstillelsen ved at være kvindelig selvstændig. Baggrunden er naturligvis min bog "Fra biks til business - når kvinder tænker vækst", som er baseret på et stærkt ønske fra min side om at tydeliggøre de særlige kompetencer, som kvinder kan bidrage med i netværksøkonomien.

- Jeg har deltaget i rigtig mange arrangementer for kvinder, især i november, hvor jeg har fortalt om min bog og også været boghandler - jeg har simpelt hen solgt bøger. Det føles lidt akavet, når man ikke er født eller opvokset med et salgstalent, at stå der og faldbyde sine varer. Oftest har det været i forbindelse med at jeg har holdt foredrag, som fx på Iværk og Vækst i Forum.

- Det samme (solgt og signeret) har jeg gjort med bogen "Børn skal da arbejde - sådan får du dem til at hjælpe til derhjemme". Min medforfatter Marie Kraul og jeg stod på Bogforum, på Tranescenen, og blev interviewet af forfatteren Majse Njor. Bagefter havde vi den herlige oplevelse at stå og sælge og signere bøger til messedeltagerne, hvoraf flere allerede havde bogen, men ville købe den til andre. Bl.a. forftalte en mor, at det var hendes børn, der havde sendt hende for at få signeret en bog. Derhjemme var de allerede i fuld sving med bogen og de to ældste børn brugte bogen selvstændigt som opslagsbog - og "tænk mor hvor mange hyggelige ting vi laver sammen nu", havde en af børnene sagt. Så hun var sendt i byen af børnene for at få en hilsen med hjem fra forfatterne og den gav vi hende med en særlig glæde.

- Jeg har været ude i kvindeklubber og på barselshold og holde foredrag om "Børn skal da arbejde", jeg har været i FOF og AOF. Jeg elsker at være i marken - virkeligehden er af alting det, der begejstrer mig mest.

- Endelig har Anders og jeg haft den glæde, at vores koncept om at bruge medarbejder-fortællinger strategisk i virksomheder bliver brugt mere og mere. Jeg er glad for at jeg gennem de over fem år, vi har haft virksomhed, har holdt stædigt fast i det narrative - i alle de muligheder, som virkelige fortællinger i virksomhederne rummer for videndeling, for at blive klogere. For at gøre ledelsen klogere på medarbejdernes ressourcer. Mit store nytårsønske er at få lov til at videreudvikle dette perspektiv.

 I årets løb har Anders og jeg mistet et par store kunder (på grund af krisen), men også fået en masse nye, primært mindre kunder. Vi er glade for dem allesammen. Vi er nemlig i den heldige situation, at vi udelukkende laver det, vi gerne vil lave. Der er ikke en eneste arbejdsopgave, vi har sagt ja til, som vi ikke virkelig har ønsket os. Iblandt andre spændende opgaver er Anders derudover i gang med at udvikle et helt særligt redskab til fornyelse af præsentationsteknik. Et redskab vi venter os meget af.

Tak er vel det ord, der passer sig bedst i denne sammenhæng - og glædelig jul til jer alle!

 

Stille november

Af Karen Lumholt

Nogen gange griber skribentvirksomheden for meget om sig. Anders og jeg har nu skrevet tilsammen otte bøger siden vi startede som selvstændige for fem et halvt år siden. Det er meget. Måske også for meget.

Godt nok kan man glæde sig over, at man ikke behøver at markedsføre sig selv på traditionel facon, når blot man har en stabil bogproduktion og deraf følgende foredragsvirksomhed. Men der er mange risici forbundet med at skrive bøger alligevel: I sig selv giver det ikke mange penge. Du fokuserer meget snævert på et bestemt område i den periode, hvor du skriver. Du er mindre tilgængelig og mindre opsøgende. Du er ikke så meget i cirkulation, ikke så aktiv i diverse netværk.

Omvendt er listen over fordele meget lang. Jeg har nævnt markedsføringsaffekten og kan tilføje at troværdighed og synlighed følger med. Men der er også dialogen - både Anders og jeg får en stor del af vores inputs fra mødet med de mange hundrede mennesker, vi møder ved foredrag og arrangementer.

Men ellers har det været en lidt stille november. Telefonen ringer ikke helt så meget, som den plejer på denne årstid. Der plejer at være offentlige kunder, som har en pengekasse, der lige skal tømmes inden årsskiftet. Dem har der ikke været nogen af, for kasserne er allerede tomme. Osv.

Men så snart vi kommer over på den anden side af jul, ser det ud til at lysne igen. I virksomhederne tager de hul på de nye budgetter. Rentefald på huslån og skattelettelser slår igennem i form af et lidt mere optimistisk forbrugsmønster. Man fornemmer på mange små signaler, at optimismen er ved at vende tilbage i samfundet.

Vi, Anders og jeg, har fået lov at afprøve vores koncept om brug af medarbejderfortællinger i forbindelse med videndeling og strategisk udvikling i virksomheder i nye sammenhænge. Vi er også rejsende i foredrag og workshops om emnet. Det ser vi frem til at få lov at fokusere endnu mere på i 2010.

 

 

 

Bogen "Børn skal da arbejde" hitter

Af Karen Lumholt, 15. august 2009

Der er gået alt for lang tid siden jeg skrev på denne plads. Årsagen er slet og ret travlhed. Først og fremmest med bogen "Børn skal da arbejde", som udkommer på mandag, dvs. i overmorgen. Og så en god, lang sommerferie - heldigvis.

Bogen Børn skal da arbejde, som jeg har skrevet sammen med min gode kollega, journalist Marie Kraul, opstod som ide, fordi Marie syntes, at mine børn gjorde sig positivt bemærket ved forskellige lejligheder ved at være dygtige i husholdningen. Hun var nysgerrig og ville vide, hvordan det var gået til. Hun opfordrede mig til at skrive nogle klummer om emnet, fordi hun mente børns deltagelse i husarbejdet var et relevant emne for en større kreds, hvilket jeg gjorde - med enorm stor respons. Alle sagde: "Skriv noget mere om det!".

Med tiden blev det til et bogoplæg fra min side, som blev foreløbigt antaget af Lindhardt og Ringhof, men jeg kom aldrig videre end at skrive synopsen og de tre prøvekapitler - jeg havde ikke tid. Så greb Marie fat i mig igen og sagde: Så skriver vi den sgu sammen!

Nu er den på gaden, og som I kan se på bogens hjemmeside www.boernskaldaarbejde.dk, som gerne skulle blive aktiv i løbet af denne weekend, tilbyder vi - udover bogen, som sælges af Gyldendal - en aktiv hjemmeside med et onlineforløb, der træner børnenes huslige kompetencer og forældrenes evne til at motivere dem. Bogen Børn skal da arbejde kan købes via vores hjemmeside og via www.g.dk

Som I kan se på Facebook-gruppen Børn skal da arbejde , har der allerede været en del presseomtale af bogen. Bl.a. er vi i Politikens Lørdagsliv og Berlingskes Magasin i dag, vi har været i Kristeligt Dagblad og P1's Vita, vi har været i Femina i denne uge, vi er på nettet på Politikens Tjek.dk og på Berlingskes Fri.dk med flere råd og debat.

På mandag morgen skal vi i Go Morgen P3 kl. 7.30 og tirsdag aften den 18. august skal vi i Aftenshowet på DR1 med vores tilsammen 6 børn. Se evt. mere på min personlige Facebook-profil. 

-

Vi er flyttet ud - men har stadig administration og hjemmearbejdsplads på Traps Alle

 Af Karen Lumholt, 19. marts 2009

Kan man blæse og have mel i munden?  Det kan man faktisk. Og man kan godt være flyttet hjemmefra med sin virksomhed - og alligevel arbejde hjemme, når det behøves.Vi er, som jeg har beskrevet tidligere, flyttet i dejligt kontorfællesskab i Sturlasgade 12 med en masse andre kreative, søde mennesker. Men vi har stadig behov for at have hjemmearbejdspladsen intakt, ligesom andre mennesker, der arbejder som lønmodtagere kan have en hjemmearbejdsplads ved siden af deres pind i firmaet.

I hvert fald har vi nu indrettet os på den, synes jeg, meget privilegerede måde, at vi har vores administration (bogføring, post osv.) derhjemme, samt to udmærkede hjemmearbejdspladser i vores tidligere kontor. Dem bruger vi når vi har behov for at sidde alene og fordybe os i ro og mag. Inde i Sturlasgade har vi så tre skønne kontorpladser (vi er ind i mellem tre) i vores eget afsnit af en større, pulserende arbejdsplads. Derudover har vi adgang til diverse faciliteter som stort køkken, stort mødelokale, storskærm og projektor, stor farveprinter, der kan lave trykkvalitet osv.- og frem for alt: Begavet selskab med andre end os selv!

Mødelokalet er en stor gevinst - her er det dejligt at invitere kunder og samarbejdspartnere ind. Frokostordningen med de andre er vi også meget glade for. Før spiste man sin frokost på vej ud af døren eller på kanten af skrivebordet - nu er det en fest.

Så ja - vi blæser og har mel i munden. Arbejder ude og hjemme. Og husk: Hvis du skal sende breve til os, er det stadig til Traps Alle 22, 2500 Valby.

 

Finanskrise? Ikke endnu!

Af Karen Lumholt, 12. marts 2009

Mange spørger mig og min partner Anders, om vi mærker noget til finanskrisen - eller recessionen, som vi vist uden at hviske kan kalde den nu. Den måske største siden 30'erne.

Vi mærker den endnu ikke på omsætningen. Ikke endnu i hvert fald. Der kommer kunder i butikken, oven i købet lægger de større ordrer - og der er også flere af dem end sidste år.

Alligevel er noget forandret. Store kunder, der havde planer om meget store projekter i fremtiden, skærer lidt af planen. Andre slutter projektet lidt før ventet. Men først og fremmest er det lidt andre varer, der efterspørges, end for bare tre måneder siden: Omskoling eller træning af kompetencer er det store hit, fx træning i spørgeteknik, præsentationsteknik og forhandlingsteknik. Altsammen noget, der i høj grad kan bruges i krisetider.

Decideret krisekommunikation - internt og eksternt i virksomheden - er naturligvis også efterspurgt, herunder coaching af ledere, der vil bliver bedre til at træde op foran en stor (og kritisk) forsamling. Pyha! Der er nok at tage fat på, når man tilbyder den slags træning. Mens "fedtet" - den lækre årsberetning, den lækre jubilæumsbog, det dyre personalearrangement - skæres fra. Det er lidt mere "need to have" end "nice to have", der efterspørges, nu hvor krisen er slået igennem.

Vi - Anders og jeg - opfatter os selv som privilegerede, dels fordi vores fag som sådan kan bruges også i krisetider (netop i krisetider er kommunikation som ledelsesværkstøj ekstremt vigtigt), dels fordi vi med vores spidskompetencer og de specialer, vi har valgt, ret nemt og hurtigt kan tilpasse os den nye situation i virksomhederne.

 Magisk!

Af Karen Lumholt, 12. marts 2009

Jeg var ved at lave en businessplan for mig selv - eller for min del af den fælles business - og det tog mig en formiddag. Det var rart at få overblik over, hvilke opgaver jeg selv anser for de vigtigste - og hvor de fører hen. Jeg var så at sige i gang med at tage "min egen medicin". Jeg har jo skrevet op af vægge og ned af stolper om at man skal gøre det, man synes fører til det, man vil - og ikke være et tilfældigt offer for kunder, der kommer forbi og beder om noget, som man da godt kan levere - men måske slet ikke ønsker at levere?

Altså satte jeg mig ned i den halvårlige tænkepause og lavede en "businesscase" på min egen business, sådan et år frem eller to. Under dette arbejde gik det op for mig, at jeg har forsømt at følge ordentligt op på to projekter: Min bog "Fra biks til business", som kom i efteråret -08 og mit integrationsprojekt "Bedre integration i Valby", som jeg gennemførte i 2007 og som var en stor succes, men som jeg aldrig rigtig har fået beskrevet resultaterne af. Desuden mangler jeg at få beskrevet mine arbejdsmetoder, når jeg arbejder med storytelling i virksomheder. 

Aldrig så snart havde jeg trykket på knappen og sendt min businesscase videre til min partner for at han skulle give mig feedback på den, før telefonen ringer: Det er en kvinde fra Nordjylland, der godt vil have mig op til to møder i Frederikshavn og Ålborg om bogen "Fra biks til business". Datoerne passede mig oven i købet.

Jeg ved godt det lyder en anelse forårstosset, men det føltes som om opringningen kom i direkte forlængelse af min businesscase. Så lige nu er jeg overtroisk: Skriv hvad du vil have skal ske - og det sker!

 

Det nye liv i Sturlasgade

Af Karen Lumholt, 20. februar 2009

Jeg har på et tidspunkt skrevet at jeg ville vende tilbage til hvordan det så er gået, efter at vi er flyttet i kontorfællesskab i Sturlasgade på Islands Brygge.

Måske er det lidt for tidligt at gøre status; vi flyttede pr. 1. januar og tiden har været ret atypisk, dels pga. vinterferie og dels pga. begivenheder i min familie (et dødsfald), som har betydet, at jeg har haft unormalt mange fridage. MEN – jeg synes alligevel godt, jeg kan gøre rede for nogle tendenser, som jeg håber jeg næste gang jeg gør status, kan dokumentere med nogle mål- og registrerbare facts.

Her er min foreløbige status over fordele/ulemper - og når jeg viderebringer mine oplevelser, er de især målrettet alle demange andre små selvstændige, som sidder rundt omkring, og som jeg ved ind i mellem går ind på vores hjemmeside for at følge med i hvad vi laver:

FORDELE

- Når jeg møder på kontoret i Sturlasgade om morgenen, bliver jeg straks fanget ind af den gode stemning. Man hører andre tale ivrigt om emner, som er beslægtede med mit arbejde (i dette tilfælde tales der en del om kommunikation på nettet), der er travlhed, man hører latter osv.
- Jeg bliver opdateret på nogle faglige områder, blot ved at lytte til snakken, som går – der er en hel del webkommunikation-snak, kommerciel snak etc.
- Jeg kommer i daglig berøring med mennesker, som er anderledes end mig (de er meget unge herinde, de fleste er mænd, deres interesser og familiesituation er forskellig fra min etc.) – det er meget inspirerende!
- Frokosten føles som en rigtig pause, fordi der er organiseret frokostordning, vi sidder bænket omkring et bord, der er dækket fint op osv.
- Jeg er stolt af at invitere kunder og samarbejdspartnere herind, fordi omgivelserne er dejlige, måske ikke luksuriøse, men inspirerende og sjove.
- Jeg arbejder mere uforstyrret ved computeren end derhjemme, hvor der når som helst kan komme et skolebarn og stikke næsen ind af døren og sige: Hvor er far? Hvorpå jeg er revet ud af min arbejds-sfære, i hvert fald for en stund.
- Min professionelle performance synes jeg har lagt sig på et højere niveau, men det kan jeg næppe selv vurdere, det må andre gøre. Fx tænker jeg konsekvent mere kommercielt end jeg gjorde derhjemme, min sprogbrug har ændret sig og er blevet mere ”strømlinet”, synes jeg. Jeg leverer hurtigere – og mere målrettet.
- Der er generelt mindre privatmenneske og mere professionel Karen Lumholt over min approach over for kunder og andre, jeg taler med – også selv om det bare er i telefonen.
- Jeg synes også at jeg slapper mere af, det er måske fordi jeg ser, at de andre også ind i mellem tager sig en pause eller slår et par skæve, så kan jeg også.
- Det er dejligt at komme hjem og føle, man kan tillade sig at holde fri derhjemme.

ULEMPER

Er der nogen ulemper?
Ja, der er selvfølgelig nogle økonomiske, især at vi betaler en del penge for lokalerne, også når vi ikke er her
- at vi betaler til en frokostordning, som vi ikke altid bruger, fordi vi er ude hos kunder (eller in casu: holder ferie)
- at vi har udgifter til transport, det havde vi mindre af før
- vi bruger tid på transport, enten det er på cykel, med metro eller bil, men den tid er jeg nu begyndt at sætte pris på, fordi den adskiller hjemmesfæren fra arbejdet (så måske skal denne faktor på under fordele i stedet, jeg får jo også motion!)

De økonomiske ulemper forestiller jeg mig rigeligt bliver opvejet af de fordele, der er nævnt ovenfor, nemlig den øgede professionalisme.

SÅ - alt i alt – KLAR ANBEFALING!

50 minutter i fri dressur i æteren....

Af Karen Lumholt, 22. januar 2009

I mandags skulle jeg egentlig interviewes til P1-programmet Vita om min bog "Fra biks til business - når kvinder tænker vækst", men så kom Mette Starch og jeg også til at tale om den nye bog, som jeg netop har færdiggjort sammen med journalist Marie Kraul, og som udkommer på Gyldendal til august: "Børn skal da arbejde!". Nu er hverken Mette Starch eller jeg særligt villige til at holde os snævert inden for et bestemt emne, så vi kom vidt omkring.

Det blev der så en ekstra 24 minutters udsendelse ud af, hvor Mette Starch binder enderne sammen, så historien om at være selvstændig og skrive bog specielt for kvindelige iværksættere bliver koblet sammen med historien om at få hjemmelivet med firma, børn og mand til at fungere og at sætte børnene i sving med husarbejdet.

Jeg er glad for at Marie Krauls og min bog på denne måde har fået sin første offentlige eksponering - et halvt år før den udkommer! Der kommer meget mere, det er jeg sikker på. Jeg tror nemlig at bogen bliver et hit!

Her er hvad Mette Starch skriver på DRs hjemmside om udsendelsen i Vita i dag: "Børn skal da arbejde - VITA 22. januar 2009 kl. 11:30 og 21:30 på P1

Unge mennesker har et helt urealistisk forhold til de grundlæggende vilkår for at fungere på en arbejdsplads. De mangler tålmodighed i forhold til hvad det kræver at opnå og udvikle de kompetencer, som er nødvendige for at gøre karriere.

Det siger virksomhedskonsulent Karen Lumholt og foreslår ud fra egne erfaringer, at børn fra de er små skal have huslige pligter og opgaver. Det giver dem et realistisk modstykke til den hurtighed og overfladiskhed, som de oplever ved computerspil o.lign. hvor alt kan lade sig gøre i en fart og fejl bare gøres om eller slettes.
De skal lære at tage ansvar og føle sig værdsatte gennem samarbejde og dygtighed. Så på det område har forældrene en vigtig opgave at løse.

I det hele taget skal man være meget opmærksom på familiens direkte og indirekte betydning i arbejdslivet, ikke mindst hvis man starter selvstændig virksomhed i samarbejde med sin ægtefælle. Så er det nødvendigt også at etablere et socialt liv uden for familiens rammer. Selv har Karen Lumholt involveret sig i opgaver i lokalsamfundet og i politik. Det giver ny energi og et godt netværk, synes hun.

Men så er det også nødvendigt at alle familiemedlemmer tager del i arbejdsfællesskabet derhjemme."

Det skriver altså programmedarbejder Mette Starch på dr.dk i dag.

 -

Min bog “Fra biks til business” omtales i P1's Vita 21. januar og 22. januar

Af Karen Lumholt 21. januar 2009

Man kan nå at sige meget sludder på 50 minutter, tænkte jeg, da journalist Mette Stach fra P1's Vita sagde, hun mente, der var stof til to programmer a ca. 24 minutter i det, vi havde talt om.

Den første handler mest om min bog “Fra biks til business - når kvinder tænker vækst” - og om den baggrund, bogen er skrevet på. Udsendelsen handler også om hvorfor man efter 4-5 år som selvstændig flytter "hjemmefra" og ud i kontorfællesskab. Og om hvad vi laver i Lumholt & Stahlschmidt Kommunikation lige nu.

Det er en genudsendelse fra 11.30 i formiddags. Udsendelsen genudsendes også 5.30 i morgen tidlig og varer næsten en halv time.

Herunder kan du læse et uddrag af omtalen, som lige nu ligger på www.dr.dk/vita, hvorfra udsendelsen også kan downloades og podcastes. Hvor længe ved jeg ikke.

Fra biks til business
VITA 21. januar 2009 kl. 11:30 og 21.30 på P1

“Det begyndte med computere i familiens havehus med ungerne løbende omkring og forretningsforbindelser ved spisebordet.

Som journalist og tidligere mellemleder havde Karen Lumholt et godt netværk, men som selvstændig var der brug for kontakter til meget bredere kredse. Hun blev, som hun kalder det, professionel networker.

Fra havehus til lokaler i en nedlagt fabrik
I dag knap 5 år efter at hun og hendes mand tog springet fra faste lønninger og oprettede Lumholdt og Stahlschmidt Kommunikation, er meget ændret. De små PR-opgaver er skiftet ud med større rådgivnings- og konsulentprojekter og havehuset med lokaler i en nedlagt fabrik på Amager.

Arbejdsliv og privatliv er adskilt og det betyder større koncentration og tilstedeværelse - både det ene og det andet sted.

I bogen “Fra biks til business - når kvinder tænker vækst” tager Karen Lumholdt fat i de begrænsninger mange iværksætterkvinder pålægger sig selv, når det handler om at øge firmaets økonomi og kundekreds. Med baggrund i samtaler med 100 iværksætterkvinder og de nyeste undersøgelser og statistikker belyser hun de udfordringer, som specielt kvindelige virksomhedsledere står over for, når de vil vokse med deres firma.

- Læg beskedenheden og kravet om at ordne alting selv væk og sats på det du er god til, lyder rådet. - Og fremfor alt udvid dit netværk med folk, der ikke ligner dig selv - stræb højere og bredere og udnyt de sociale kompetencer, som især kvinder har.”

Det skriver journalist Mette Starch, som også er P1-programmet VITA's tilrettelægger.

Den anden udsendelse, som kommer i morgen den 22. januar, handler mest om den nye bog, som jeg skriver sammen med journalist Marie Kraul: Børn skal da arbejde! Mere om den ovenfor.

-

Hurra - vi flytter!

Af Karen Lumholt 09.12.08

I fire et halvt år har vi haft selvstændig virksomhed i "baghaven", det vil sige i et anneks til en privat villa. Det har været dejligt hjemligt, roligt og grønt. Fuglene synger i haven om sommeren - og om vinteren i kulde, mørke, regn og blæst er der i hvert fald de dage, hvor man arbejder på kontoret, ikke så lang transport. Og det har føltes som et stort og dejligt privilegium.

MEN: Mens jeg har arbejdet med bogen "Fra biks til business", som udkom her i november (se mere her), er jeg kommet til den slutning, at jeg må tage min egen medicin: Det er et faktum, som jeg også beskriver i bogen, at små virksomheder helt målbart får en bedre performance , når de flytter "hjemmefra". Uanset hvor udmærket hjemmearbejdspladsen er indrettet, giver det virksomheden et skub fremad at flytte ud - mere inspiration og faglig sparring og desuden en klar og tydelig adskillelse af det professionelle og personlige rum.

I Lumholt & Stahlschmidt Kommunikation er det desuden blevet tydeligt for os, at vi står over for nogle vækstmuligheder, som vi ikke kan afprøve med de nuværende fysiske rammer. Vi har i stigende grad brug for 

- medarbejdere og underleverandører, der kan hjælpe os med at løfte større opgaver (projekter, processer og journalistiske opgaver)

- assistenter, som kan hjælpe os med det, vi ikke selv er så gode til (økonomi, administration og salg)

- inspiratorer og sparringspartnere, herunder en professionel bestyrelse

- praktikanter (som også giver inspiration)

Til alt dette er et kontor på 5 x 5 meter for lille! 

Sidst men ikke mindst er det nødvendigt, når vi har kunder eller samarbejdspartnere på besøg, at vi har ordentlige mødefaciliteter: mødebord, udstyr til at se fx video igennem, køkken, toiletforhold osv.

Vi flytter altså ud i et dejligt kreativt lokalefællesskab på Islands Brygge! MEN: Vi beholder kontoret i baghaven! Det kan vi ikke undvære - i hvert fald ikke endnu.

Der er aftener, hvor man arbejder sent. Her er det smart at kunne tage hjem fra arbejde, spise aftensmad, og så gå i "havehuset" og klare resten. Der kan også være dage, hvor man skal ud til en kunde kl. 11.00 og det ikke kan betale sig forinden at tage ind på kontoret - her er et hjemmekontor et must.

Vores nye kontor bliver stort nok til at rumme seks personer! Jeg glæder mig som et barn til at kunne invitere freelancere, samarbejdspartnere, praktikanter og underleverandører til at arbejde sammen med os under gode forhold. Yes!

--

Og apropos dette, så er det tid at få skrevet julekort til nogle af de kunder, som vi har arbejdet en del for i år og også kommer til at arbejde for i året der kommer, lad mig nævne Novozymes, Rosendahl/Holmegaard, Københavns Kommune (TMF), Finanssektorens Uddannelsescenter, Probana, Update/Den Journalistiske Efteruddannelse, Væksthus Sjælland, Børsens Forlag, Børsen Mikro og Gyldendal. De mindre kunder vil vi også gerne sige tak til. Enhver kunde er en læremester, som gør én bedre til det, man gør.

Endelig skal vi også have sagt tak til jer, som vi har haft glæde af at være en slags kolleger med i år - også jer kommer vi til at arbejde sammen med i det nye år: Peter Knoop og Ingeborg Østergaard fra Point of View, Andre Andersen fra Historiebryggeriet, Karina Kaufmann og Lise Blom, der begge har været underleverandører, Jesper Thorneman fra Lederiet, som vi har været underleverandører til, journalist Marie Kraul som er min forfatterkollega, redaktør Abelone Glahn, Karin Sloth fra Karin Sloth Kommunikation og Nicolai Grønlund fra Timeline, som vi kommer til at dele lokaler med i vores nye "domicil". Jeg har sikkert glemt nogen - men det må jeg råde bod på, når de rigtige julekort skal skrives. Med pen og blæk, konvolut og rigtigt frimærke...

Glædelig Jul til alle!

-

Oplæg til female Entrepreneur day

Af Karen Lumholt, 12. november 2008

Læs om min nye bog på www.borsenmikro.dk og læs om Female Entrepreneurship Day på  www.uge-47.dk/arrangementer 

Her kommer i punktform indholdet i mit oplæg på Female Entrepreneurship Day, som varer fra 11.00 til 17.00 på Langelinie Alle 17 i Erhvervs- og Bygegestyrelsen:

KAREN LUMHOLT
Fra biks til business – Når kvinder tænker vækst


”Fra biks til business” er netop udkommet på Børsens Forlag i Børsen Mikro-serien. Se blog og værktøjer på www.borsenmikro.dk
Normalpris kr. 159,20 + moms.

Vil du have mere frihed? - frihed til familie, venner, personlig og faglig udvikling, mere fritid eller…

…så tænk stort fra starten!
•    Fasthold netværk i branche og fag
•    Sælg og markedsfør din spidskompetence - Udliciter, udliciter, udliciter - Bevar fokus på faglighed, passion, udvikling og overblik – Tag din pris!
•    Gå i partnerskab med den, der komplementerer dig - Få professionel sparring og rådgivning - Skab netværk med dem, der er dygtigere
•    Gå internationalt, det er der du tjener penge
•    Tro på dig selv!

Fremtidens erhvervsliv er kvindernes   
•    dialog med kunden
•    miljø, bæredygtighed og CSR
•    vækst i netværk

Karen Lumholt driver firmaet Lumholt & Stahlschmidt Kommunikation sammen med Anders Stahlschmidt.

”Vi er den forlængede mund - alt hvad vi laver handler om at hjælpe nogen med at udtrykke sig”...

Se mere på www.lskommunikation.dk: Virksomhedshistorie - Storytelling som udviklingsværktøj – Medietræning - Spørgeteknik og præsentation - Indre og ydre branding – Skrivecoaching.
 

Fra biks til business - når kvinder tænker vækst

Af Karen Lumolt, 7. november 2008

Min bog med titlen "Fra biks til business. Når kvinder tænker vækst" er kommet fra Børsens Forlag og kan bestilles hos marketingkoordinator Morten Birkebæk, hvis den skal anmeldes. Kontakt mb@borsensforlag.dk eller klik ind på www.borsensforlag.dk

"Fra biks til business" kan omtales fra på fredag den 14. november. Se materiale om bogen og hent ekstramateriale (værktøjer), der knytter sig til bogen, på www.borsenmikro.dk

Hvis du får brug for et foto af mig, kan det downloades her på hjemmesiden (gå til forsiden, fanebladet Fotos og CV).

Jeg skal deltage i et arrangement i uge 47, som holdes i anledning af Global Week of Entrepreneurship. Se www.uge47.dk Det er på Female Entrepreneurship Day, tror jeg nok det hedder, den 19. november. Det er Morgendagens Heltinder der arrangerer i samarbejde med Dansk Industri og Erhvervs- og Byggestyrelsen, se omtale af arrangementet her. På arrangementet, hvor jeg er oplægsholder, bliver bogen præsenteret.

Senere, til januar, afholder Børsens Forlag et arrangement, hvor bogens indhold bliver præsenteret og hvor man kan tilmelde sig foredraget og få bogen oveni. Jeg kender ikke datoen endnu, men det vil fremgå af www.borsenmikro.dk, en hjemmeside jeg i øvrigt vil anbefale alle mikroselvstændige, kvinder såvel som mænd. Der er masser af litteratur og værktøjer at hente for små selvstændige.

 

Tre bøger

Af Karen Lumholt 30. oktober -08

Medio november udkommer min bog "Fra biks til business - når kvinder tænker vækst" på Børsens Forlag. Den udkommer i Børsen Mikro-serien, som henvender sig til især soloselsvtændige, mikroselvstændige eller hvad man nu skal kalde alle os - jeg er jo selv en af slagsen. Den henvender sig til dem, der har været i gang et par år eller fem og gerne vil sætte tempoet op, skifte gear og blive mere professionelle. Bogen er en praktisk håndbog, der på baggrund af en masse fakta og en del erfaringer fra egne netværk viser, hvad selvstændige kvinder kan gøre, så de ikke i al evighed skal slave som en enmandshær, der kun med nød og næppe klarer skærene. Mænd er betydeligt bedre end kvinder til at tjene penge, når de starter selvstændigt. Især fordi vælger mere rentable brancher, hurtigere outsourcer og eksporterer. Men sådan behøver det ikke at være. Kvindernes forretningsideer er nemlig tit rigtigt gode. Og deres forudsætninger, når de starter, er ofte endnu bedre end mændenes. Så her er et potentiale, der kan udnyttes meget bedre. Også i den tilstundende recession. At vokse med sin virksomhed behøver ikke nødvendigvis betyde ansatte, større lokaler og store banklån - det kan også betyde outsourcing, mere frihed, overskud til at efteruddanne sig osv.

Jeg har de sidste par dage haft lidt at gøre med at gøre opmærksom på bogen - der er heldigvis også nogen, der baner vejen for mig. Min kollega i faget kommunikation, Julie Lindegaard, er fremragende til pressearbejde (anbefaling!). Hun har egentlig haft til opgave at skabe noget opmærksomhed om et event, som vist nok hedder "Women Entrepreneruship Day" den 19. november, hvor jeg skal holde et oplæg, men fandt det nyttigt i den anledning også at gøre opmærksom på bogen.

Den næste bog, jeg arbejder med og snart har deadline på, er bogen om børns arbejde i hjemmet. Jeg skriver den sammen med min journalistkollega Marie Kraul. Vores fornemmelse af at have ramt noget, der er behov for, er god. Mange har spurgt til bogens snarlige komme. Den har været efterspurgt et par år - den har været nogen tid undervejs. Ikke fordi den er svær at skrive - men fordi vi begge har måttet prioritere andre opgaver. Nu skal det være. Bogen om hvordan man engagerer sine børn i husarbejdet - madlavning, rengøring osv. - er ikke blevet mindre aktuel af at recessionen er sat ind og at de, der før havde råd til rengøringshjælp, nu må se i øjnene, at man må lære husets unger at bestille noget, hvis hverdagen skal hænge sammen. Og så lærer de samtidig at livet er andet end at blive stimuleret og underholdt af andre - arbejde kan faktisk være en ret så tilfredsstillende beskæftigelse. Man vokser af at overskride sine grænser og slide lidt i det.

Vores pointe er også, at vi tror at både lærerne i skolen og senere arbejdsgiverne vil sætte pris på at vi forældre afleverer nogle unger, der faktisk har lært at bestille noget. Og selv kan vi høste frugterne af flere års indsats, når børnene som halvstore kan stå for den tre retters menu og kan klare en nem og hurtig rengøring, når der kommer gæster, så mor ikke nødvendigvis skal stå udmattet og svedende i døren, når de ankommer. Bogen, som har arbejdstitlen "Børn skal da arbejde", skal efter planen udkomme på Gyldendal.

Den tredje bog, jeg er i gang med, er for en kunde. Det startede med at jeg skulle skrive designhuset Rosendahls historie. Et relativt ungt designhus, familieejet og grundlagt af den visionære og dygtige forretningsmand Erik Rosendahl, der stadig er kreativ leder i huset. Rosendahl er inden for de sidste 10 år blevet førende inden for dansk homeware og kæmpestor på eksportmarkedet. Den daglige ledelse er i dag overtaget af sønnen, en moderne og uhyre troværdig leder, der styrer virksomhedens aktuelle vækst. Virksomheden vokser voldsomt både i omsætning og ansatte. Det sidste nye er at virksomheden er fusioneret med de sunde dele - som det hedder - af det hæderkronede Holmegaard Glas, det mest eksklusive brand inden for glas i Danmark. Det er så her min opgave pludselig er blevet omdefineret - jeg skal skrive om Holmegaard, især for at de mange gode historier om produkter, designere og glasværket som sådan ikke skal gå tabt. Jeg håber nu ikke at jeg er alene om opgaven. Der må være andre, der har sat sig samme opgave for. Så væsentlig er denne del af dansk (kunst)industrihistorie, at jeg gerne råber det ud: Kom og skriv om Holmegaard! Holmegaard er i modsætning til Rosendahl nemlig en virksomhed med en meget lang historie. 183 år har Holmegaard Glasværk eksisteret. Det er alle danske glasværkers moder, siger man. Der findes både glassamlinger fra alle årenes års glasproduktion og et helt arkiv. Der må være masser at lave for den rette historiker. Jeg har været på Holmegaard og set glasmagerne arbejde. Det er kunstnere. Jeg er glad for at jeg nåede det, inden stedet forsvinder.

For at kunne skrive den del af Holmegaards historie, som skal med i materialet om Rosendahl, er jeg nu i gang med at interviewe glasværksarbejdere, for hvem Holmegaard har været hele deres liv. En gammel glasmager på over 90 har en søn på omkring 70. Han har også været på Holmegaard hele sit liv og er gået på pension. Han kaldes stadig "lærlingen".Tænk at være så gammel, så man har en søn, der er gået på pension. De har begge været på Holmegaard hele deres liv. Byen Fensmark, som er vokset op omkring Holmegaard Glasværk, er også en fascinerende historie i sig selv. På skolen gik næsten kun børn, hvis forældre arbejdede på glasværket.Når drengene gik ud af skolen, typisk som 14-årige, startede de som hyttedrenge (arbejdsdrenge) på glasværket. Pigerne arbejdede ofte sammen med kvinderne med at pakke glas.

Som en lille og helt personlig pointe kan jeg tilføje, at min mand gik i skole i Fensmark på Holmegaard Skole. Han er fra Holme Olstrup og måtte efter 6. klasse, tror jeg det var, fortsætte i det nærliggende Fensmark for at få sin 9. klasse. De fleste af hans klassekammerater dengang havde forældre, der arbejdede på glasværket. Og flere af dem kom selv til det. 

Min egen morfar, som var fra Næstved-kanten, havde et forhold til Kähler Keramik, som også var flyttet til Fensmark og fusioneret med Holmegaard for nogle år siden. Morfar flyttede efter min mormors død sammen med Kate Svendsen, som var enke efter en lokal kunstmaler, Albert Svendsen, der havde arbejde for Kähler. Og for at gøre historien fuldstændig vil jeg nævne, at min mands farmor var keramiker i Næstved og også designede (bl.a. Blå Fugl) for Kähler. Alt dette skal ikke med i bogen. Men det gør min kringlede vej fra Rosendahl over Holmegaard ret speciel - for mig. Til sommer skal Rosendahl A/S holde 25 års jubilæum. Til den tid og gerne meget før skal jeg være færdig med projektet.

Ved siden af disse tre udmærkede projekter, har jeg de sædvanlige små og store kunder, som jeg assisterer med min kommunikationsfaglige assistance. jeg har kun kunder, som jeg kan lide og er glad for. Det er et stort privilegium. Og så er jeg som nogen vil vide stadig aktiv politisk, især i mit nærområde. Selv om omfanget af arbejdet i firmaet burde forbyde mig at være det - og det faktum at jeg har tre børn. Men jeg kan ikke lade være. Det griber mig, fascinerer mig og glæder mig at være med i det politiske. Jeg får ingen penge ud af det - men meget glæde. Og det kan man også leve på. Min personlige hjemmeside desangående hedder www.karenlumholt.dk.

 

Nebengeschäft

Af Karen Lumholt 29. august -08

Midt i alt det kommunikationsfagligt relevante (se nedenfor), har jeg fået en nebengeschäft: At lære små og halvstore unger noget om at føre hus - eller rettere: rådgive deres forældre om, hvordan børn (kan) lære det. Jeg har gennem flere år skrevet nogle klummer og artikler over temaet "Børn skal da arbejde", naturligvis med udgangspunkt i egne erfaringer med at afrette tre børn derhjemme samt den opfattelse, at børn bliver både stolte, glade og mere kompetente af at bestille noget. De stakkels børn er jo desuden helt lost, hvis de hverken kan svinge en karklud eller en støvsuger, koge ris, lægge deres tøj sammen eller rydde op, når de engang kommer ud af reservatet (og de lærer det altså ikke i skolen - og jeg mener faktisk heller ikke det er skolens opgave, det er da mest naturligt at lære det der, hvor det sker - i hjemmet).

Det har slået mig hvor mange - selv store teenagere - der ikke engang kan koge et æg. Jeg taler ikke om den højere kogekunst, bare om ganske almindelig husførelse: At hænge sine håndklæder op i stedet for at smide dem på gulvet. At kunne rydde op i sine ting, så vigtige papirer ikke bliver væk. At lægge tøj pænt sammen eller hænge det op, i stedet for at smide det til vask, når det bliver krøllet. At skylle af, i stedet for at lade servicet stå med madrestter på, indtil mor kommer hjem og ordner det osv.

Mange børn og unge er helt hjælpeløse, når det gælder den slags. Det må jo starte et sted - og det er naturligvis hos forældrene. Det kan virke uoverkommeligt, at få ungerne i gang - men det er en langtidsinvestering, der bon'er rigeligt hjem siden hen.

Med udgangspunkt i alt dette - mine egne erfaringer med at "afrette" mine egne tre børn samt de familier, jeg efterhånden har "hjulpet" - skriver jeg nu sammen med min dygtige og rutinerede journalistveninde Marie Kraul, en bog om skidtet. Arbejdstitlen er "Børn skal da arbejde!". Det bliver smaddersjovt - vi skal ud og afprøve træningsprogrammet "Kom i gang på 14 dage" på børnefamilier, som helt har opgivet, vi har lavet en test, som skal placere børnene på en duelighedsskala osv.  Mine tidligere kolleger i Forbrugerstyrelsen får lov at kigge mig over skulderen. Jeg er jo ikke selv ernærings- og husholdningsøkonom, men en slags forvokset skolelærer, der gør den som Tante Sofie. Så bare vent...

I gang igen

Af Karen Lumholt, 26. august -08 

To en halv uges ferie - det var hvad det blev til. Men man skal ikke klage over travlhed, når man er selvstændig, man har selv valgt den... Vi har travlt, men kun med gode opgaver:

Min bog om kvindelige selvstændige i Børsen Mikro-serien er færdigskrevet, men pga. ændringer på Børsens Forlags redaktion, er det lidt uklart, hvornår den udkommer. Der er en del medieomtale af kvindelige iværksættere lige nu, så jeg prøver at følge op på noget af det - jeg har oparbejdet en slags viden, jeg kan kaste ind i mediestrømmen. Politikens tophistorie i går om at kvinderne klarer sig markant dårligere, når de starter firma, mener jeg fx mangler to vigtige pointer: Kvinderne har sværere ved at få banklån - og de går ikke lige så ofte som mændene til en professionel rådgiver (som findes - og det er gratis!).

Som team er Anders og jeg godt hængt op med et par store kunder, som vi også havde i foråret. Derudover er der nye, spændende opgaver på vej med perspektiver.... Både indholdsmæssigt og forretningsmæssigt. Mere om det senere.

Anders underviser meget og har en ny bog om Feedback på vej. Jeg har stadig nogle meget store skriveopgaver - en virksomhedshistorie og en stratgisk storytelling-opgave for en stor virksomhed - det sidste sammen med Anders. Lige nu er jeg også optaget af borgerinddragelse og lokaldemokrati. I morgen skal jeg holde et oplæg på Københavns Rådhus og i næste uge i Århus på Update om lokaljournalistik/borgerjournalistik i en ny medievirkelighed  (Lokaljournalistik 2.0). Jeg vil prøve at bruge nogle af mine lokale erfaringer med hvordan medier og demokratiske institutioner kan spille sammen til glæde for civilsamfundet.

Jeg er glad for at vi er begyndt én gang om ugen at sætte os ned i et kvarter og gennemgå vores kalendre strategisk. Vi har fx besluttet at vi ikke længere vil have de kunder, der ikke giver andet end bøvl. Dem dropper vi med god samvittighed. Naturligvis når de har fået det, de har bestilt. Det er nervepirrende at sige nej til opgaver - men det er rigtig godt at gøre det. For til gengæld at få plads til noget, som er sjovere. Man bruger sin energi meget mere effektivt.

I søndags var jeg ude at fortælle om Poul Henningsen og synge hans viser - det var sjovt. Jeg nævner det for at illustrere princippet om at gøre de ting, der giver energi. Noget af det jeg laver er der ikke penge i - men det er der så i noget andet. Jeg tjener ind på gyngerne hvad jeg har mistet på karrusellen - og sådan har det altid været i mit univers. Hvis bare man får masser af energi, gør det ikke noget. Anders plejer at teste mig: Giver det penge? Giver det energi? Han mener, jeg skal kunne svare klart JA på mindst én af disse spørgsmål (og allerhelst ja til begge). Og det er faktisk en ret god regel. 

 

Travlhed

Af Karen Lumholt 11. juni 2008

Det har været et ualmindelig travlt forår. Men også godt, for vi har på fornemmelsen, at vi er ved at være på rette hylde - hvis man kan være på sådan en i vore dage, hvor alting forandrer sig så hurtigt. En hylde er jo ikke noget man ligger på. Det er en man springer op på en tid. Men i hvert fald har det været en god fornemmelse. Vi laver storytelling i organisationer, vi skriver bøger (Anders har skrevet én i år og jeg har skrevet to, som ikke er udkommet endnu), vi holder foredrag, vi underviser meget og vi skriver også rollemodeller for organisationer. Jeg har skrevet en stor virksomhedshistorie og for tiden har vi også klummer og artikler. Alt skal være færdigt før sommerferien, så pyha... En opgave jeg bøvler med lige nu er at blive færdig med en bog til Børsen Mikro-serien, som handler om kvindelige selvstændige. Det er ikke fordi, den er svær at skrive. Men det er svært at finde ro, når man har så meget andet i hovedet. Jeg har været nødt til tre gange at tage i sommerhus og skrive i to-tre dage ad gangen. Det har været fint. Til gengæld får jeg ikke læst så meget avis og hørt så mange nyheder, som jeg plejer. Så jeg har faktisk droppet de kunder, jeg plejer at lave medieovervågning for. Jeg kan ikke forsvare at overvåge medier, når jeg i perioder burer mig inde for at skrive. Det hænger ikke sammen. Men mediekurser skal jeg holde. Til efteråret. Det glæder jge mig til. Og jeg glæder mig til den synergi der opstår, når bogen om de kvindelige selvstændige udkommer samtidig med en konference om kvindelige selvstændige, som Væksthus Sjælland, der også er en af vores kunder, holder. Ikke at de to ting er koordineret fra starten. De falder bare sammen tidsmæssigt. Jeg håber på at vi finder nogle gode, aktuelle historier, som vi kan profilere både bog og konference på. Der findes masser af historier om kvinder, der driver gode, sunde og profitable virksomheder, men som mangler cashflow. De har ikke likviditet nok til at de kan vækste. Og de har ikke tænkt i banklån og andre investeringsformer. Og det er jo skidt, hvis deres forretning ellers er god. Men mere om det til august.

Vi laver Storytelling for en virksomhed, der har brug for det, man i amerikansk politik plejer at kalde a new beginning. Det er smadder dejligt endnu engang at opleve hvilken motiverende kraft der er i de rigtige historier, de sande og troværdige og samtidigt strategisk potente, som er handlingsanvisende og peger fremad. Ren fornøjelse.

 

De rigtige opgaver?

Af Karen Lumholt 26. februar 2008

Nu skrev jeg i går at kalenderen er fuld. Siden sneg jeg mig til at læse i Trine Kolding's nye bog "Få styr på tiden", som er udkommet i serien Børsen MIKRO, se www.borsenmikro.dk.

Hun har gjort mig opmærksom på nødvendigheden af at stille sig selv spørgsmålet: Er kalenderen fuld på den rigtige måde? Bidrager dine opgaver til at nå dine mål? Skaber du værdi samtidig med at du nærmer dig dine mål? Og også: Giver opgaven arbejdsglæde, energi og udfordring?

Med andre ord: Det er ikke nok at producere. Man skal producere det rigtige. For at vide hvad der er det rigtige, må man gøre sig klart hvad man vil med sin virksomhed. Man kunne sige det ret banalt: At skabe synlige resultater for kunden - og mening for mig selv. Men det er for uspecifikt. At finde de specifikke værdier, som ligger til grund for ens firma, kan gøres på mange måder. Trine Kolding foreslår en lille øvelse, hvor man forestiller sig firmaets 10-års jubilæum (for os er det om seks år). Her skal vi forestille os hvad gæsterne til jubilæums-receptionen siger - eller hvad vi drømmer om at de siger:

  • Karen er kompromisløst til stede i den enkelte opgave. Hun søger altid den optimale og mest visionære løsning for den enkelte kunde, også selv om det kræver at man gør tingene på en ny måde
  • Karen er frygtløs, hun by-pass'er ismer, dogmer og vaner
  • Anders siger de også en masse pænt om - han er ekstremt analytisk begavet, giver plads til andre mennesker og har en naturlig autoritet og coachende personlighed
  • Begge ser den røde tråd, hvor andre ser meningsløst kaos - og bruger den røde tråd anerkendende og strategisk
  • Begge leverer altid høj kvalitet, hvor deres store erfaring, empati og stærke etik skinner igennem. De giver anerkendelse og skaber synlighed - også til dem, der normalt overses
  • Karen kan løfte en forsamling og en proces, så alle får energi...

Ja, sådan lyder 10 års jubilæets taler... Selvsmagende? Pointen her er blot, at dette er en måde at beskrive målene med vores virksomhed. Et andet godt tip randt mig i hu, afledt af læsningen af bogen: Som selvstændig skal man vælge opgaver, der gør én rasende glad og samtidig opgaver, man ved, man er særligt god til.

Det gør mig enormt glad...

  • at give andre mund og mæle, hvis de har noget vigtigt at sige - og få fortalt deres historie, så andre fælder en tåre, griner og tænker
  • at vække andres entusiasme og mod
  • at få ting til at ske lidt hurtige og lidt mere uformelt end normalt...
  • at få andre til at tage ansvar for sig selv og det fælles bedste

Jeg ved at jeg er særligt god til...

  • At skrive folks tanker, ønsker og drømme - bedre end de selv kunne, så godt at de bliver rørte
  • At se den røde tråd i et virvar af tendenser, detaljer, facts og udsagn - og gøre den meningsfuld, visionær og strategisk håndterbar
  • At løfte en proces, så den bliver rar, energifyldt og giver anerkendelse
  • Empati og indsigt i andre kulturer og andre måder at gøre tingene på
  • At improvisere og bruge min intuition, når det gælder at motivere, skabe relationer, tillid og muligheder
  • Målgruppetænkning

Forsynder jeg mig mod Janteloven? Mit formål er at bruge Trine Koldings tips til at gøre mit eget lille firmas mål og formål tydeligere. Herudfra kan jeg navigere, når jeg sætter nye opgaver ind i kalenderen.

-

 Kalenderen er fuld..

Af Karen Lumholt 25. februar 2008

Jeg har aldrig i de snart fire år, vi har haft selvstændig virksomhed, oplevet det - at kalenderen var helt fuld en hel sæson frem. Der er sammenlagt 11 arbejdsdage, som endnu ikke er besat, men de er til gengæld afsat til at skrive en bog, som jeg og en kollega i fredags har fået JA fra forlaget til at gå videre med. Nu må vi se om vi får det gjort på denne side af ferien - eller om de 11 dage ryger til anden side. Først havde vi forestillet os en bog, der kunne blive færdig til efteråret, men måtte revidere vores forestilling, da vi kiggede på vores kalendre.

Jeg siger ikke vi bliver rige denne sæson. Jeg er stadig ikke så fantastisk til at tjene penge, som visse andre af mine mandlige forbilleder. Men jeg synes, vi er i vælten. Vi er efterspurgte. Så nu skal jeg altså lære det der med udbud og efterspørgsel. Med andre ord: Prisen stiger... det kan ikke vare længe!

-

Et dejligt job

Af Karen Lumholt, 07.02.08

Jeg skriver for tiden virksomhedshistorie for en stor designvirksomhed i Nordsjælland. Det er et dejligt job. Så snart man kommer ind af døren, mødes man af en stemning, hvor man tænker: Yes! Her er godt at være.

Det er faktisk vidunderligt at opleve, at der findes virksomheder, hvor værdierne er afspejlet overalt: Man mærker dem i måden man bliver modtaget, måden der bliver forhandlet, måden produkterne ser ud, i høj grad i måden arbejdspladsen er indrettet og måden hvorpå medarbejderne bliver behandlet. men værdierne er ikke blevet proppet ned i halsen på medarbejderne - de var der allerede. Ledelsen har blot forsøgt at beskrive dem - og begrunde dem.

Sådan et sted er det dejligt at skrive virksomhedshistorie. Desuden er kaffen god, maden vidunderlig, lokalerne smukke... Folk er glade, åbne, tillidsfulde og direkte. Der er ingen skjulte dagsordener. Der er tillid. Møderne, vi holder, er korte og praktiske. Præmissen er klar. Der er ikke så meget at diskutere, bare fremover isen.

Og så skal der selvfølgelig også skrives om alt det, der har været svært. Hvor hårdt det også har været at nå hertil... Ellers er det ikke en rigtig (troværdig) historie. Og det er da også sandt at ingenting kommer af ingenting. Men af hårdt arbejde, heldig timing og gode ideer - plus en masse kriser og sammenbrud, der endte med at blive begyndelsen på noget nyt. Og så er der lige noget med en mand, som havde en særlig næse... men nu får I ikke mere.

 

--

Jobbet er ikke gjort, før det er synliggjort 

Af Karen Lumholt, 06.02.08


Jeg har igennem de sidste to år været engageret i integrationsprojekter, både lønnede og frivillige. De har fundet sted i Valby, hvor jeg bor og er hvad man kan kalde en engageret medborger. For to måneder siden kom tre RUC-studerende og bad mig fortælle om mit arbejde med integration. Det kom der et langt interview ud af, som de transskriberede. Jeg har nu fået hele interviewet - det fylder 30 sider.

Jeg har længe haft behov for at synliggøre de principper, jeg har arbejdet efter i integrationsarbejdet. De har været kort beskrevet i artikler (Berlingske Tidende 28. december -07 og i en række artikler i de lokale medier), men der har naturligvis ikke i pressen været fokus på metoder og processer, men på resultater. En lille del af tilgangen og processeerne har dog været omtalt i artikler i Tidsskriftet Uddannelse & Udvikling, juni -07, og i Børsens Ledelseshåndbøger september -07. 

For mig er der en nær sammenhæng mellem borgerinddragelse (herunder medejerskab til integrationsopgaven) og medarbejderinddragelse, et fokus som Anders og jeg er meget optaget af, når vi laver processer i virksomheder og organisationer. Det drejer sig om anerkendelse af menneskers konkrete erfaringer - og om at omsætte disse erfaringer og den viden, de afspejler, til fremadrettet og strategisk handling.

Jeg har dog ikke haft tid til at beskrive i detaljer, hvordan jeg har arbejdet. Nu er der imidlertid en lind strøm af studerende - netop i går en PhD studerende fra RUC, i januar en studerende fra Glasgow og forleden en specialestuderende, som kontaktede mig over Facebook - og altså i november de tre omtalte studerende, der har henvendt sig med henblik på at bruge arbejdet i Valby som case i deres eksamens- eller forskningsprojekter i Medborgerskab og beslægtede forskningsområder.

Jeg er glad for de 30 siders transskriberede interview. Her står jo alt det, jeg ikke har haft tid og overblik til at kunne skrive - formuleret mundtligt, godt nok og derfor ikke så struktureret. Men når jeg får tid, vil jeg sætte mig ned og rense det transkriberede for alt for megen "mundtlighed" - og så har jeg en fin beskrivelse af nogle overvejelser og metoder, der indtil nu kun har været kendt af mig selv og ganske få andre.

Og jeg må sande - som min gode makker Anders ofte siger til mig - at et job er ikke gjort, før det er synliggjort. 

--

Vi har et ansvar for hvad vi bringer til torvs

Af Karen Lumholt, 04.02.08

Jeg er blevet spurgt om jeg vil holde et oplæg om citizen-journalism - borgerjournalistik (eller public journalism) med udgangspunkt i mit arbejde for bl.a. Valby Lokaludvalg. Det vil jeg meget gerne. Oplægget skal holdes i en kontekst, hvor der forskes i hvad journalistikken version 0.2, som det kaldes, kan udrette for borgerne. Det handler om at journalistikken i den nye virkelighed skal tage et medansvar for civilsamfundet - ikke bare beskrive det, men også søge at påvirke det i en retning, hvor flere borgere tager medansvar. Dette kolliderer med den traditionelle journalistik, hvor man skulle "beskrive virkeligheden - ikke forandre den". Men kan man beskrive uden at forandre? Det tror jeg ikke. At påstå dette, er at unddrage sig sit ansvar.

Da jeg i sin tid gik på Journalisthøjskolen, luftede jeg nogle lignende synspunkter - altså at journalister har et ansvar for det samfund, de påvirker. Man kan ikke vise billeder af påsatte brande uden at tage et medansvar for at pyromaner bliver inspireret. Det samme gælder happy slapping og selvmordsbomber. Hvad vi bringer til torvs, påvirker. Det må vi erkende - og forholde os etisk til. Og bruge positivt, dvs. bevidst søge at påvirke positivt.

Dengang blev jeg næsten buhet ud, kan jeg huske. Til mine egen store forskrækkelse. Når man tænker sådan, er man jo ikke en rigtig journalist. Men tiden har ændret sig. Nu forskes der på Update, forskningsenheden under Journalisthøjskolen og Den Journalistiske Efteruddannelse, i citizen-journalism, borgerjournalistik, og i den forbindelse også i lokaljournalistik - og på hvilken måde denne kan understøtte inddragelse af borgerne.

Ifølge forskningsoplægget fra Update, vil lokaljournalistikken version 0.2 tage sit ansvar for hvad der bringes til torvs, alvorligt. Íkke bare som revser af magten, men som medspiller, når borgerne skal klædes bedre på til at være aktive i demokratiet. Empowerment, kaldes det. Det er en udvikling jeg er glad for.

Også fordi at ikke længere er en "forkert" journalist, der vil påvirke og ikke bare beskrive verden. Nu er jeg fremme på beatet... Det er det jeg siger: Timing is everything!

 

--

Glæde

Af Karen Lumholt, 03.02.08

Der er faktisk en stor glæde forbundet med at have sin egen forretning. Det er ikke let og det er ikke noget, man gør med hænderne i lommen - og det er ikke altid, man er begejstret (det hele falder tilbage på én selv - moms og skat, bank, revisor, forsikring, restancer, problemer med at planlægge fremtiden, aftaler der ikke holder, prissætning som er vanskelig osv.) - men ofte, meget ofte, er tilværelsen ren fryd.

Jeg er fx så glad lige nu fordi…

  • ingen andre bestemmer om jeg skal sige ja eller nej til en kunde
  • jeg bestemmer selv, om jeg synes kundens værdigrundlag stemmer overens med mit og om det skal spille ind, når jeg vælger at arbejde for vedkommende
  • jeg skal ikke spørge nogen, når jeg ønsker at holde ferie
  • jeg vælger selv mine samarbejdspartnere - og der er heldigvis en sværm af kreative, spændende, erfarne og innovative mennesker at tage af
  • jeg bliver ikke hele tiden afbrudt af møder (kun dem, jeg selv har sat op)
  • jeg kan gå en tur ud i luften og tænke mig om, hvis det er det, jeg har brug for - midt i arbejdstiden
  • jeg har travlt, nuvel, jeg arbejder meget - men jeg styrer selv min tid, jeg sidder selv på førersædet i mit liv og det er dejligt
  • Og bedst af alt: jeg er ikke alene. Jeg har en makker, vi kender hinanden godt, vi supplerer hinanden, vi komplementerer hinanden, inspirerer hinanden, vi respekterer hinanden.

Kan verden se sådan ud for flere end mig? Ok ja, for mange flere. Der er plads til mange selvstændige vidensiværksættere. Selv en kommende lavkonjunktur tror jeg ikke kan standse udviklingen mod mange små virksomheder, der arbejder i netværk. Det er jo win-win for alle parter - også for dem, der ikke ønsker at binde an med alt for store mængder fastansatte.

Nu skal Bendt Bendtsen bare også have øjnene op for, hvor meget vi små virksomheder kan skabe kvalitet, innovation og vækst - netop ved at udnytte fleksibiliteten og målrettetheden i vores små videnstunge og netværksbaserede virksomheder. Hvis ikke han finder ud af det, er det hans problem. He better do. For vi er her - og vi bliver flere.

Bare et oprømt brøl på en søndag.

--

Timing er alt

 
Af Karen Lumholt, 30.01.08
 
For et år siden producerede min makker Anders og jeg et tv-program til DR2 om netværk: Om kunsten at netværke sig til det, man ønsker. Om magtens netværk. Om perspektiverne i netværkssamfundets flade og dialogiske medier. I mellemtiden har verden ændret sig. Facebook, LinkedIn, YouTube og adskillige bøger og tv-programmer om netværk er blevet allemands eje. Men vores tv-program bliver først sendt nu den 12. februar. Det er gamle nyheder, vi bringer til torvs.

Årsagen er efter sigende at DR har tænkt på pengene. Man sender først de nye programmer, når man har brugt de gamle op og genudsendt dem mange gange. Ligesom i de fattige 50ere, hvor man spiste det gamle rugbrød først, selv om det nybagte var kommet ud af ovnen. De må have vurderet at vores program kunne holde. Jeg tvivler, men trøster mig med den tanke, at andre nogen gange synes man er excentrisk og mærkelig, hvis man er lige så hurtigt ude som man selv synes, man skal være. Det er ingen skam at ride med på en bølge. Det gælder om at være i sync.

Timing is everything og min timing har tit været forkert. Fx producerede jeg for mange år siden, i 1995-96, sammen med journalistkollega Hanne Fast Nielsen ti-tolv P1-programmer, som vi kaldte “Ånden over Danmark”. Det var direkte, værtsbårne programmer, med Hanne som vært. Lytterne kunne ringe ind og fortælle om deres mærkelige oplevelser med bankeånder, deres kære som gik igen osv. Udsendelserne var bygget op med båndede reportager, vi havde lavet ude i landet med såkaldt clairvoiante, shamaner og andre mærkelige og på den tid meget eksotiske eksistenser, som vi forholdt os sagligt antropologisk, venligt og nysgerrigt til. Lytterne var ret begejstrede, men det var radioledelsen ikke. Vi fik at vide, at programmerne var “for trendy”. De var ikke seriøse nok for den tids P1. I dag ville de have siddet lige i øjet på P1´s profil. Timing er alt.

Meget af det, der bliver sagt i vores netværksprogram på næste tirsdag, er i mellemtiden blevet noget, alle udmærket godt ved. Det er blevet mainstream. I de kredse, jeg kommer i, er der intet nyt i det program. Over for alle jer, for hvem der ikke er noget nyt, beklager jeg. Mange vil dog se det alligevel - for at blive bekræftet i noget de godt ved i forvejen, eller for at se, om der er nogen med, de kender. Og jo, Abelone Glahn er med!

Men hvem ved - måske har DR-redaktionen virkelig ret i at det først er nu, det skal sendes. Jeg har altid beundret dem, der kunne det der med den rigtige timing… på det sidste er jeg faktisk begyndt at føle, jeg har lært om at være hvor man skal være - hverken for tidlig eller for sen: Jeg er selvstændig! Det ER da trendy! Og det må man gerne være - nu.

 

 --

Små gaver til dig selv

Af Karen Lumholt, 18.01.08

Når man er selvstændig, styrer man selv sin tid. Man bestemmer ikke kun, hvornår det er tid til en kaffepause, men også sin arbejdstid. Frokostens længde. Om der er arbejde i weekenden eller om den skal holdes hellig. Man bestemmer selv, hvornår man skal på kursus. Hvornår man skal holde ferie. Hvor stor en del af dagen, der skal bruges på e-mails, avislæsning, netværk, kontorarbejde osv. Og meget let kommer det hele til at fylde lidt for meget.

Det kræver skarp prioriteringsevne at være selvstændig og det kan være anstrengende at skulle tage så mange beslutninger hele tiden. Heldigvis er man tit i flow - når man bare arbejder derudaf og er glad.  Men i hvert fald et par gange om dagen opdager jeg, at jeg hele tiden skal tage beslutninger og kører mig selv med lidt for stramme deadlines.

Hvad ville min chef, hvis jeg havde sådan én, sige til mig? Han ville sige: Du skal sørge for at tage nogle pauser. Give dig selv nogle små gaver, hvor du ikke hele tiden skal prioritere og være effektiv, men bare skal NYDE.

OK. Når nu ikke chefen kan sige det til mig, må jeg sige det til mig selv.

Jeg er derfor begyndt at samle på små gaver, jeg kan give mig selv, så det hele ikke bliver for hårdt:

  • Jeg giver mig selv lov til at læse den ene af de 5 aviser, vi holder, liggende i sofaen med et tæppe og klassik musik i radioen
  • En kop kaffe med varm mælk kommer af og til med op i sengen, når børnene er sendt i skole 7.30. En lille luxus. Måske med noget så delikat som et stykke ost med honning og nødder…
  • Jeg sørger for at spadsere ned til postkassen i stedet for at cykle - så er det ikke bare et job men en lille pause, hvor jeg nyder lyset, der er ved at komme igen og fuglene, som så småt er vakt til live og rumsterer forsigtigt…
  • Så er der det berømte glas rødvin om aftenen - det prøver jeg at gå bort fra, for det har en tendens til at blive til to  - især hvis man har været meget oppe at køre i det høje gear
  • Men der er godnat-teen med i seng… og er der BOGEN!

Jeg plejer at være elendig til at læse om aftenen - jeg er for træt og falder i søvn. Men nu har jeg fundet ud af at jeg skal holde mig til den lidt lette lekture og vente med de tunge bøger til ferien.

En sådan let bog har jeg fundet: Glæd dig! af Tor Nørretranders. Jeg læser en smule i den hver aften - bare for at få følelsen… men det skønneste er at jeg har præsteret midt på dagen at sætte mig bare 10 minutter i min sækkestol foran brændeoven og læse i den. Det er en gave, jeg giver mig selv - bare 10 minutter. En salig fryd at have friheden til at gøre det - og at kunne gøre det så kort og godt.

Jeg gider ikke at livet skal være for hårdt. Som selvstændige arbejder vi som regel med det, vi rigtig godt kan lide og er rigtigt gode til. Men vi arbejder generelt for meget. Så er det vigtigt at kunne give sig selv de små gaver, som chefen måske ellers ville have givet, hvis vi havde haft sådan en. Jeg er i hvert fald glad for dem, jeg har fået på det sidste.

--

Lang rejse mod ny firmaidentitet

 
Af Karen Lumholt , 04.01.08
 
Vi har været i gang i tre år - lidt mere faktisk. Noget af det første, vi lavede, var en hjemmeside. Naturligvis. Hjemmesiden er det udvidede visitkort og firmaets virtuelle (og visuelle) identitet.

Efter et år var siden forældet. Vi var blevet klogere på mange ting. Meget bullshit, mange tomme ord, skulle ud. Det var let nok, for vi kunne selv redigere i teksterne. Men det var ikke bare teksterne (indholdet) på de enkelte sider, det var hele opbygningen, der var forkert. Overskrifterne. Menuen. Inddelingen.

På det tidspunkt, hvor det gik over stok og sten og alligevel lidt på pumperne, havde vi hverken tid eller råd til at få lavet en ny hjemmeside. Senere havde vi bare ikke tid eller overskud. Eller ikke rigtig råd. Har man hørt det før?

For halvandet år siden var det ved at være kritisk og vi - min partner og jeg - tog afsted på et tre dages ophold i ro og fred for at skrive ny hjemmeside og udvikle forretningsprofil i én og samme proces. Det gik meget godt. De udmærkede tekster og ideer, vi udarbejdede, har ført deres eget og ganske indbringende liv siden da. Men en ny hjemmeside er det ikke blevet til…

Før nu. Nu har vi gjort alvor af nyt design , ny grafik, nyt CRM-system, nye overskrifter, ny opbygning osv. Og i samme ombæring nye visitkort, nyt brevpapir, kuverter osv. Kunne vi have gjort alt dette hurtigere? Måske. Og måske ikke. Det er en stadig pågående proces at udvikle sin firmaidentitet. Og de første år er nok de mest turbulente.

Det er ikke selve det at skrive og redigere nyt tekstindhold til siden, der er det svære. Det er det at kommer dertil, hvor man kan gøre det. Klart. Konsistent. Konsekvent.

Gode og dårlige erfaringer med det, vi helst vil, det vi er bedst til og det kunderne helst vil have, er en del af processen. Så opstår der en rød tråd. Ofte én, som ikke var der før. Måske én, der var der i starten, men skal genopfindes. Og når man har den røde tråd, skal den formidles.

Alt dette er vel let, når man selv er kommunikationsmenneske? Eller er det? Slet ikke. 

Det er forholdsvis let for mig at se den røde tråd i andres ydelser eller produkter. Jeg ser tydeligt hvorved de adskiller sig fra andres, hvordan de skal fremstilles, hvordan profilen skal gøres skarpere osv. Men når det gælder én selv…

“Kill your darlings” siger vi i min branche. Det er svært også for journalister. Fx at dræbe de fine ord, man selv har været  længe om at nå frem til, men som ikke siger andre en bønne. Kunden har ikke brug for at kende mine inderste tanker. De vil bare vide, hvad de får for pengene. Set fra deres synspunkt…. Den 15. januar er vi altså klar med den nye hjemmeside, som kort, klart og tydeligt fortæller kunderne, hvad de vil vide om os og det vi kan levere. Men inden da skal blodet flyde en sidste gang.

 --

Hvordan kom du i medierne?

 
Af Karen Lumholt , 15.10.07

Som lille virksomhed har man som regel ikke et dyrt reklamebureau ved sin side med grafikere og tekstforfattere og heller ikke egen kommunikationsafdeling, der kan lave den store PR-kampagne. Så det kan godt svare sig at tænke mere i retning af redaktionel omtale, når man gerne vil lægges mærke til. Redaktionel omtale får man kun, hvis en redaktionel medarbejder selv synes, ens historie lyder interessant. Man kan ikke “bestille” redaktionel omtale. eller få den ved bare at indkalde til en presseevent. Og slet ikke ved at sende en pressemeddelelse ud. Med mindre pressemeddelelsen virkelig indeholder en nyhed af interesse for rigtig mange - eller af meget voldsom interesse for lidt færre.

Et nyt produkt eller en ny ydelse er ikke en nyhed. I sig selv. Der skal en virkelig hændelse til. Der skal være sket noget. Men hvad?

Jeg er sammen med min partner Anders Stahlschmidt ved at skrive bogen om hvad man så gør - som mikrovirksomhed, når man forfærdelig gerne vil have noget synlighed gennem medierne.

Derfor er jeg en hund efter jeres succeshistorier: Hvad lykkedes for dig? Kunne du levere en virkelig nyhed - og hvilken? Eller havde dit produkt virkelig almen interesse for rigtig mange - eller revolutionerende betydning for relativt få? Var din egen person en del af historien - hvordan? Sendte du en pressemeddelelse ud - eller valgte du at invitere til et event? Allierede du dig med en professionel, der kunne udtænke. planlægge, skrive og distribuere - eller gjorde du det selv? Var det et bureau, der hjalp dig - eller en anden soloselvstændig? Var det en reklamekonsulent, kommunikationsrådgiver eller tekstforfatter? Kontaktede du selv mediet/journalisten/redaktøren? Kontaktede journalisten dig? Var det én, du kendte i forvejen? Hvad kunne du bruge dit netværk til i den forbindelse? Var historien mediet målrettet en bestemt gruppe mennesker? Var mediet? Og hvilken effekt havde medieomtalen på din virksomhed (dit salg)?

Du må meget angive angive, hvis du ønsker at optræde åbent med navn, firma og case - ellers slører jeg identiteten. Du må gerne nævne navne på dem, du har brugt: Pressebureauer, kommunikationsrådgivere, tekstforfattere, reklamefolk og de journalister/redaktører, som har gjort brug af din historie. Jeg skal ikke misbruge dem - jeg nævner kun nogen, hvis det passer naturligt ind i sammenhængen OG hvis de kan nævnes for noget positivt.

For at dine erfaringer skal komme flere til gode allerede nu, vil jeg bede dig skrive dine kommentarer på bloggen her. Hvis der er noget, du ikke synes egner sig til offentliggørelse, kan du skrive direkte til mig på karen@plots.dk. Så skal jeg nok håndtere oplysningerne med respekt.

--

Hun tjener penge mens hun sover

 
Af Karen Lumholt , 27.09.07
 
Jeg har en kunde, som imponerer mig med sin indstilling. Hun er ikke bange for at gå efter pengene - og her adskiller hun sig desværre fra mange af sine medsøstre, der driver mikrovirksomheder (mig selv inklusive).

Hun erkender, at hun ikke vil blive ved med bare at sælge sin tid, dvs. sig selv og sine egne konsulentydelser, men i stigende grad vil tjene penge på at andre bruger hendes metoder og materialer - som hun har udviklet gennem 20 år og som hun har rettighederne til. På denne måde kan hun nemlig tjene penge mens hun sover.

Her gik der noget op for mig - tjener du udelukkende penge på de timer, du leverer, bliver du meget træt - til sidst. Med mindre du virkelig tager kassen for hver eneste time.

OK, hvad er det hun gør?

  • Hun har licens til to leder- og teamudviklingsprogrammer, som er udviklet af andre, men som hun er ekspert i og har oversat til dansk.
  • Hun har selv udviklet et tredje program, som supplerer de to øvrige programmer, og har udviklet et omfattende undervisningmateriale, som hun sælger.
  • Hun holder kurser for sine konsulenter, som bagefter går ud og underviser andre efter de tre systemer.
  • Hun sælger sine undervisningsmanualer i Danmark, i resten af Europa og i Japan.
  • Hun bruger det meste af sin tid på at vejlede de konsulenter, som bruger hendes materiale - men kan i øvrigt holde mere eller mindre fri 3-4 måneder om året med kun 1-2 ugentlige dage på kontoret, for at tage sig af den mest nødvendige korrespondance
  • Hun er soloselvstændig og arbejder alene, med al den fleksibilitet det giver - men er samtidig reelt leder for en medarbejderskare på 10 personer (konsulenter)
  • Nu vil hun gerne blive endnu bedre til at målrette sin virksomhed, så hendes egen aktive konsulentvirksomhed efter 25 år i branchen kan blive droslet endnu mere ned - og hendes rolle som leder og udvikler kan blive endnu tydelige. På den måde kan hun drosle sin arbejdstid endnu mere ned - og stadig tjene rigtig mange penge.

Hun har en fortid som HR-udviklingskonsulent i den private sektor, men ellers har hun fundet ud af og skabt det hele selv. Godt gået siger jeg bare!

 

--

Kvinder og netværk - og mænd

Af Karen Lumholt, 14.04.08

Jeg bruger megen tid på mine netværk. Mere end min mandlige partner i firmaet gør. Han møder ind hver morgen og begynder at arbejde. Jeg skal først tjekke mine mails. Se om nogen har brug for et godt råd. Svare på dette og hint. Hvorfor? Jeg kan godt lide at føle, jeg er med i et fællesskab. Et community. Det tager tid, OK. Men det gør godt. Man er til nytte. Man er en del af noget større. Det er nu min passion.

Jeg har forsøgt at melde mig ud, fx af netværket Morgendagens Heltinder. Jeg syntes, jeg var vokset ud af det. (Man kan godt vokse ud af sine netværk, siger en af mine kloge mentorer). Men jeg måtte melde mig ind igen. Kunne ikke undvære det generøse i netværket, som gør det til noget særligt. Hvad mener jeg med generøs? At man ikke er bange for at give. Der er ikke nogen snæver ‘what’s in it for me’-tankegang. Til gengæld kammer generøsiteten og åbenhjertigheden af og til over og fylder for meget. Nej, nu ikke mere åbenhjertigt plidderpladder, tænker jeg, og styrter væk fra den virtuelle kaffemaskine til mit arbejde. Hvorfor skal kvinder altid rode det private og det professionelle sammen? Måske fordi det er det, vi stræber efter (i hvert fald os, der er selvstændige): En balance i vores liv mellem alt det, der optager os så brændende - og dem, vi holder så meget af. Så ja - det er da OK med et forum, hvor man kan tale om både det ene og det andet. Man kan jo bare lade være at læse med/høre efter, når man ikke gider og ikke har behov for den snak.

Hvad er forskellen så på mænds og kvinders måde at netværke? Det er der formentlig skrevet tykke bøger om. Jeg vil kun udtale mig på baggrund af egne erfaringer med de seks netværk, jeg er med i og de netværk, jeg har været med i: Mænd er mere målrettede (surprise!). De går efter resultater. Udebliver resultaterne, finder de andre græsgange. Der findes netværk (min mand er med i nogen af dem), som er så målrettede, at man opstiller succeskriterier. Fx ‘dette netværk skal skaffe mig 5 nye kunder eller forretningsforbindelser på en måned’. Sådan. Kvinder går ikke nødvendigvis efter resultater på bundlinjern her og nu - ikke at de er ligegyldige. Der er nok bare tale om mere langsigtede investeringer, som er knap så fokuserede. Og der er ting som faglig sparring, mental opbakning, genkendelse, spejling, bekræftelse og rollemodeller, som umiddelbart er lige så vigtige som bundlinjen. Et mentalt fællesskab, der holder rumpen oppe på én, når det er svært. Som kan give én de input og anvise de veje, man har brug for, når man (som iværksætter, ejer eller leder) skal gå alene.

Jeg vil ikke undvære mine kvindenetværk - men heller ikke at være med i netværk med mænd. Det er en befrielse at være i dialog med mænd, der går efter resultater her og nu. Big money. Den fantastiske ide, der kan gøre os stenrige på to år. Mænd er sjove. De leger jo. De er Konen med æggene. De er fantaster. Og så alligevel målsøgende som missiler. Holder fast i ideen og tvivler ikke. Ind i mellem lykkes det for dem. Og hvis de ikke lykkes, bliver de ikke knust. De tager det knapt så personligt. Jeg har været med i Dansk Iværksætterforening. Det var den slags mænd. Jeg har også været med i Evenweeks. Det var blandet - mænd og kvinder - men på en ret mandeagtig måde. Et kvindenetværk, jeg er med i nu, er ret maskulint. Det er Kvindelige Virksomhedsejere. Kvinder, der har fokus. Det er nu også ret velgørende.

Mine elektroniske netværk p.t. er:

Morgendagens Heltinder, en af de mest generøse netværk jeg kender, mange af jer kender det også. Det er for kvinder, mest for selvstændige, men også for ledere, igangsættere, innovatører.

Ratatosk er et netværk for fortællere og folk, der interesserer sig for storytelling i organisationer og virksomheder. Det er et nordisk netværk, som er startet af den finske fortæller Neppe Pettersson og hvis det er svært at komme på listen, kan man Google hende.

Så er jeg med her på Mikronet. Og Pingpong, som er freelancejournalisternes online-community. Under Dansk Journalistforbund er der desuden to andre grupper, jeg er med i, nemlig PR-Match (for folk, der arbejder med PR) og DJ Kommunikation, for folk, der arbejder professionelt med kommunikation.

Desuden er jeg med på DONA, listen for Danske Onlinejournalister, som muliggør at man kan holde sig a jour om teknologiske nyskabelser. Her går tingene meget hurtigt. Meget af det, der tales om på listen, forstår jeg ikke.

Som noget nyt er jeg kommet med i Kvindelige Virksomhedsejere og er på vej ind i Woman on their Way, eller WOW. Begge communities er stærkt erhvervsrettede og med fokus på ledelse og karriere, hvilket kan være velgørende.

Endelig abonnerer jeg på Kommunikationsforum, som er det bedste, bredeste og mest moderne forum, for folk, der beskæftiger sig professionelt med kommunikation. Branchesladder og stillinger er der også masser af.

Det var vist lidt mere end seks netværk, men jeg er ikke lige aktiv i dem alle. Jeg vil tro, jeg på en uge er i dialog med mindst 3000 mennesker. I personlig dialog. Nemlig gennem netværk, hvor folk kender eller i hvert fald genkender mig. Halvdelen af dem er mine elektroniske kontakter. Den anden halvdel er dem, jeg møder på gaden, på jobbene, i børnenes skoler, institutioner, gennem deres fritidssysler og gennem mit frivillige arbejde i lokalområdet. Og så er der familie og venner. På den måde må man sige, at jeg får social kontakt nok. Selv om vi kun er to i firmaet. Det er netværkssamfundet. At opgøre hvad man får ud af den slags på bundlinjen, er ret umuligt. Jeg vil i hvert fald ikke kunne gøre det. Måske kan min mand?

--

‘They can’t copy me as fast as I can think’

Af Karen Lumholt , 28.03.07

Når folk, som laver nogenlunde det samme som mig, vil udveksle tanker og råd, er det somme tider med eftersætningen, ‘men vi er jo en slags konkurrenter, så du skal bare sige til, hvis du ikke kan hjælpe’. Min standardreplik i den slags situationer er: Der er plads til os alle. Og så tænker jeg på Walt Diseney, der sagde noget i retning af  ‘They cant copy me as fast as I can think’, når han blev spurgt om ikke han var bange for at andre skulle hugge eller kopiere hans ideer. Det var han ikke. Og som bekendt gik det ham meget godt.

En journalist i et fagligt netværk, jeg er med i, er netop blevet fyret fra et vikariat som journalist, angiveligt fordi hun søgte oplysninger til sine artikler i sit elektroniske netværk. Jeg er forbløffet.

Hvorfor skal hun dog ikke bruge sit netværk til at finde cases til sine artikler? Det kan alt andet lige kun føre til bedre og bredere journalistik at søge efter ideer i et større netværk, frem for at gå i egne lukkede cirkler.

Jeg kender ikke radaktørens konkrete bevæggrunde, som kan være ganske specifikke, så det er ikke en kritik af hans person. Men det er faldet mig for brystet, at der - ikke mindst i klassiske journalistkredse - er mange, der bestemt ikke bryder sig om netværkskulturen, hvor man hjælper hinanden ud fra den betragtning, at man derved kan generere mere viden og kvalitet, en større bruttosum, som alle får glæde af. At man kan være kolleger og konkurrere alligevel - konkollegaskab og vækst gennem løst koblede netværk - er stadig helt mærkværdige begreber for nogle. Videns- og netværkssamfundet repræsenterer på mange måder et nyt paradigme, og der er naturligvis en vis modstand imod det. Men næppe længe endnu.

Lige nu ruller netværkssamfundet ind over os fra alle sider. Folk blogger gratis for at dele viden, Wikipedia er en guldgrube af brugergeneret viden, hele den kommercielle verden er ved at rette ind mod brugerdrevet innovation og markedsføringen skifter paradigme, så det bliver kunderne der kommer til reklamerne, ikke omvendt. For de yngste forbrugere er alt dette allerede hverdag.

Jeg synes selv, det var en kæmpe øjenåbner at møde denne tankegang for to-tre år siden - via Abelone Glahn og Mikronet, som var blandt de første herhjemme, der satte ord og begreber på den nye netværkskultur.

Det er selvfølgelig fair nok at nogle holder ’armene tæt ind til kroppen’ af angst for at miste en ide eller en kunde - man kan have ganske konkrete grunde til det, måske især i journalistkredse. Men jeg tror ikke det er ham, som er bange for at dele, der vinder i det lange løb. Sådan har det måske altid været - tænk bare på Walt Disney. 

--

Optimisme i netværkssamfundet

Af Karen Lumholt, 22.03.07

Vi, mikrovirksomhederne, er selv en del af netværksamfundet, som kun er i sin vorden. Det oplever jeg hver eneste dag, med fryd, gysen og nysgerrighed: Hvad kan det dog ikke udvikle sig til, dette her?

For mig er Netværkssamfundet først og fremmest følelsen af at alt kan lade sig gøre. I hvert fald i erhvervslivet, hvor sådan nogle små selvstændige som os den ene dag kan producere tv uden at eje en masse udstyr, den næste dag kan markedsføre sig uden at bruge en masse penge på det - bare ved at vi kender en hulens masse mennesker, der kender os og kan finde os på nettet - den næste dag kan undervise, skrive artikler eller holde foredrag og gøre alt muligt andet, vi synes er sjovt. Og leve af det! Simpelt hen fordi det er så let at gå fra tanke til handling - og sprede sine tanker - i Netværkssamfundet. Frihed og ansvar forenet. Livskvalitet og udfordring ligeså! Jeg indrømmer det: Jeg er begejstret (åske endnu lidt blind for de mange ulemper, der sikkert også er - fx den uregerlige virale markedsføring og kommercialisering af alle rum), i hvert fald optimist.

Men hvad er Netværkssamfundet? Wikipedia har, hvis ikke jeg tager meget fejl, endnu ikke en dansk side med en definition af ordet, (heller ikke af ordet Netværksorganisation, i øvrigt - vi er hermed inviteret til at skrive den!). Og det er mærkeligt, når nu Wikipedia selv er et fremragende udtryk for netop Netværkssamfundet. At jeg rekrutterer min blikkenslager igennem det virtuelle community Morgendagens Heltinder og skaffer mig en underleverandør, en samarbejdspartner og en fotograf igennem freelancejournalisternes mailingliste PingPong, er andre eksempler. At jeg hjælper en ven med at nå sine drømmes mål ved at sætte ham i forbindelse med en ven, der kan hjælpe ham - og i øvrigt opmuntrer ham til at gøre brug af andre netværk, han ikke selv havde tænkt på at bruge, men som jeg lige fik øje på, er endnu et eksempel.

Netværkssamfundet er

  • individualiseret (jeg kan selv, behøver ikke spørge nogen) og personligt: båret af mit subjektive kendskab til personer og netværk, min subjektive udvælgelse af dem ud fra mine personlige præferencer, tilid og sympatier
  • brugerstyret: det er brugerne, der producerer og distribuerer medierne og reklamerne, udvikler nye produkter, nye design
  • teknologisk innovativt: båret eller i hvert fald løftet af den fantastiske konvergens, der er på hele medie-, it- og teleområdet
  • antiautoritært og fleksibelt: reagerer hurtigt, uregerligt, uoverskueligt, ustyrligt og opfindsomt
  • og derfor også decentralt: har mange centre og kanaler, hvorigennem kommunikation, viden og varebytte dannes, spredes, modsvares og evalueres
  • globaliseret: det er lige meget om du kommunikerer med en medsøster i Australien eller i din egen lille by, kvaliteten er den samme.

Skal jeg være bekymret for noget er det for om globalisering og individualisering sker på bekostning af det lokale fællesskab - de nære relationer over hækken, i kvarteret, i bydelen, kommunen, regionen - landet. Hvem gider interessere sig for Nationalstaten i Netværkssamfundet? Risikoen for er der - men jeg tror mest for de grupper (unge især), som ikke er så knyttet til deres lokalsamfund, som man fx er, når man har børn. Børn har - i hvert fald indtil de kommer i onlinespil-alderen - en interesse for de fysiske omgivelser, de færdes i. Det samme får forældrene. Jeg er selv forælder til tre, og oplever, at Netværkssamfundet samtidig rummer en regionalisering - og nye muligheder for nærdemokratiet. Et eksempel: I Valby, hvor jeg selv er aktiv på mange måder, vil vi gerne bringe alle aktive på det kulturelle område i forbindelse med hinanden. Det samme gælder de aktive (frivillige såvel som professionelle), der beskæftiger sig med integration samt de aktive i forskellige trossamfund, som gerne vil i dialog. Hvordan gør vi det? Ved at finde frem til folk på nettet - og sætte dem i forbindelse med hinanden. Virtuelt og fysisk. Herved opstår nye ideer, ny viden - og nye saltvandsindsprøjtninger til nærsamfundet og lokaldemokratiet. Fantastisk. Og folk er glade, fordi de bliver set. Opdaget. 

Hvis jeg skal give min optimisme på samfundets vegne en samlebetegnelse, må det blive netværkssamfundet, når det bliver lagt i hænderne på civilsamfundet.

Jeg ved at Marina Hjørdie har skrevet en glimrende bog om emnet, Netværkskogebogen, samt en dejlig lille PIXI over Netværkssamfundet. Begge dele vil jeg hermed gerne anbefale som inspiration og læsning. Se Marinas hjemmeside.

--

Skal man virkelig gøre alting selv?

Af Karen Lumholt , 19.03.07

Når det drejer sig om hvor meget ansvar man skal tage for sit eget og andres liv, er vi stort set to slags mennesker på denne jord - (overdrivelse fremmer forståelsen, og den vil jeg nu benytte mig af i sagens tjeneste):

Den éne gruppe mener stort set, at man ikke kan tillade sig at tage sig en sygedag eller en pause uden at noget går galt. Man føler, man står med sine medborgeres vebefindende og skæbne i sine hænder og blander sig derfor i alt, fx i hvordan andre håndterer deres affald (går fx og samler tomme plastposer op, som andre har smidt), om de unge mennesker geråder i slagsmål ved busstoppestedet en lørdag aften, om folk fodrer deres småbørn med slik fra morgenstunden osv. Med andre ord: ‘Hvis alle bare var som jeg, så gik det nok til sidst’, som frk. Tante Sofie synger i Kardemomme-by. Jeg er selv en af slagsen, indrømmet. Jeg holder tvangsmæssigt tale for andre børn om glæden ved at spise havregrød, bananer og søde druer, i det forfængelige håb at de vil gå hjem og bede deres forældre om andet end Nutella-madder på søde boller hele dagen. Derved føler jeg helt seriøst at jeg har reddet et lille hjørne af fremtidens velfærdssamfund. Mit hovmod fører mig også ud i et uklædeligt praleri, når jeg til klynkende studerende fortæller, at jeg har taget tre uddannelser uden nogen sinde at få så meget som en krone i SU (jeg havde erhvervsarbejde hele tiden). Hvis mine børn ikke trives af en eller anden grund, skal jeg nok  få redet trådene ud, tage ansvaret, konsekvenserne - og handle. Hellere i dag end i morgen (skønt jeg ofte med fordel kunne vente til i morgen og se tiden lidt an). Emsig, med andre ord.

Så er der den anden halvdel af skabningen. Her er tilgangen helt anderledes. Jeg ved det, for jeg har selv været der. Har man ondt i ryggen undrer man sig over at man ikke straks får stillet et spritnyt hævesænkebord og en tid hos diverse speciallæger til rådighed. Det at motionere for lissom selv at gøre sin del af arbejdet, er ikke lige det, man først tænker på. Er der problemer med børnene i skolen, er det formentlig skolens og lærernes skyld - eller de andre børns og forældres. Er man utilfreds i sit job, er det fordi man ikke har fået den efteruddannelse eller den coaching, man skulle have, fordi kollegerne vil have ens arbejde eller lederen er udduelig (det sidste er nu ret sikkert rigtigt). Der er ikke noget af dette, som behøver at være decideret forkert - men der er indstillingen til forskel. Man begynder ikke med at tænke: Hvad kan jeg selv gøre? Man begynder med at tænke: Hvad kan andre gøre for mig? 

Begge ekstremer - og lad os nu bare se i øjnene at de fleste ligger et sted midt i mellem - er ret uheldige. Jeg kan bedst tale med om ulemperne ved den første type: Jeg kan fx p.t. ikke tillade mig at tage et hvil uden at tro, at verden falder fra hinanden. Men den dag, jeg ligger der, er der måske ikke nogen, der gider hjælpe mig - for jeg har jo altid været sådan en fandens kael, der ville og kunne det hele selv. Og ikke undlod at gøre opmærksom på det.

Ulemperne ved den anden indstilling, som i perioder af samtidshistorien har været ophøjet til det normale, er også til at få øje på. En fiornærmet brokkekultur er resultatet: Det er de andres skyld, hvis der ikke lige er en passende fritidsinstitution til mit barn for enden af vejen - eller et ungdomshus, hvor mine børn frit kan realisere sig selv uden at de selv skal gøre noget som helst for at få det. Og hvis ikke jeg kan studere i otte år uden at skulle tage studiejob for at få råd til cafe og rejser, et det synd for mig. Fornærmet og forkælet, tænker jeg. Tag en skovl og gå ud og gør noget ved det! 

De første 19 år af mit liv, var jeg en udpræget tilhænger af denne indstilling. Den lå i tidsånden. Dengang blev den opfattet som særligt venstreorienteret. Folk gik rask væk på støtten, selv om de sagtens kunne arbejde - ‘det havde de da krav på’. I dag kan jeg ikke se noget som helst socialistisk eller progressivt i den, tværtimod er den asocial og hindrer udvikling. Men dengang var det god tone at rave til sig, hvis man kunne. Lidt samfundsnasser havde man da ret til at være. Men så begyndte det store regnestykke at trænge sig på - ingenting kommer af ingenting. Det gik op for mange af os henad henad vejen (og med alderen), at man måtte selv skabe det liv, man ville have. 

Mottoet fra netværket Morgendagens Heltinder, ’skab selv det, du synes du mangler - gerne sammen med andre’, har jeg taget til mig. Og jeg skaber og skaber. Men som sagt med fare for at ende i den grøft (grøfter er der altid), hvor jeg glemmer, at min fagforening, som jeg har betalt til i 17 år, rent faktisk tilbyder efteruddannelse, gratis juridisk rådgivning mm. At jeg faktisk har en sygeforsikring, der giver mig adgang til visse ydelser, en familieforsikring og en praktiserende læge. Jeg behøver ikke opføre mig som om jeg lever i et u-land, hvor jeg skal ud og dræbe et dyr hver morgen for at overleve. Sådan skal det nemlig heller ikke være.

Den dag, jeg ikke har de kræfter, jeg har lige nu, skal der være noget, der holder én oppe. Man skal kunne lægge sig syg, hvis man er syg. Få medicin uden at blive ruineret. Få sikret sit eksistensminimum, hvis man går fallit eller må gå fra hus og hjem. Og i et velfærdssamfund skal man også kunne tage en pause, lære noget nyt. Være lidt god ved sig selv. Ikke tro, at verden falder i staver, bare fordi JEG tager en slapper, lægger mig på sofaen og læser nogle romaner.

Den gyldne middelvej - som de sagde de gamle grækere - og Alt med måde. Disse gamle europæiske dyder må også velfærden bygge på.

--

Selvstændighedskultur og integration

Af Karen Lumholt, 13.03.07

Det siges at en af grundene til at somalierne har så svært ved at tilpasse sig kulturen i Danmark er vores velfærdsmodel, hvor man kan hæve penge uden at arbejde. Det kan de ikke forlige sig med. De kan godt hæve pengene. Men systemet undergraver deres friheds- og stolthedstraditioner. Hvad er en mand, der ikke tjener sine egne penge?

Andre jeg taler med (min datter går på en i øvrigt fremragende, såkaldt ghetto-skole) - tyrkere, irakere, libanesere og palæstinensere - giver ofte udtryk for det samme: Adgangen til overførselsindkomster i Danmark er for let, når man kommer fra en kultur, hvor folk tjener så få penge, at den offentlige ydelse forekommer enorm - og især når man kun kan få jobs, hvor indkomsten kun er ganske lidt bedre end overførselsindkomsten. Motivationen til at have sin egen vognmandsforretning er under pres, når man med en 70 timers arbejdsuge ikke tjener mere end nabofamilien, der er på overførselsindkomt. Heldigvis er der mange, der alligevel vil arbejde. De fleste.

Jeg ved, det lyder som sort snak - men det er netop mit kendskab til og min respekt for mennesker fra andre kulturer, der bekræfter mig i, at vi er gået den forkerte vej med integrationen herhjemme. Vi har glemt ejerskabet, ansvarsfølelsen. Den, vi lever af som selvstændige - og som vi elsker.

Vi skal håndhæve princippet om lighed for loven. Alle borgere i Danmark skal behandles ens. Man kan derfor ikke give en højtlønnet, der er røget på bistandshjælp, mere end folk, der er vant til at tjene en tiendedel. Det er ikke vejen frem - og i øvrigt ulovligt.

  • I stedet burde man sætte alt ind på at skabe beskæftigelse for de grupper, som kommer hertil ofte med store kompetencer inden for håndværk, kunsthåndværk, iværksætteri, købmandsskab, teknisk, mekanisk og ikke mindst teknologisk viden - og med ofte fremragende evner inden for service. (Jeg kender en mandlig fabriksarbejder fra Makedonien - jeg har aldrig mødt et menneske, som var bedre til at aflæse andres fysiske og psykiske behov). Et par eksempler:
  • Faderen til min datters veninde, en iraner som er vokset op i irak og flygtet, importerer og sælger kurvemøbler og reparerer kurveflet, sammen med konen. Forretningen går strygende.
  • De lokale etniske restauratører, som står for en stor del af entrepreneurship og vækst i cafébranchen her i Valby, går det også glimrende.
  • En anden far - en tidligere minister i den første irakiske regering efter Saddam Hussein - og hans kone, som er tidligere rektor på et gymnasium i Bagdad og professor i matematik, er derimod begge arbejdsløse - angiveligt fordi deres dansk er temmelig mangelfuldt.
  • En billedkunster og forfatter, født i Iran, siden flygtet til (og fra) Palæstina, taler syv sprog: farsi, oldpersisk, arabisk, kurdisk, engelsk og fransk - og mindre godt dansk. Hun kan ikke få arbejde, ikke angang som rengøringshjælp, og er kommet på førtidspension. Hun burde ansættes som lærer, lektiehjælper eller underviser på en aftenskole. Der er mange muligheder.

Jeg synes det er på tide at vi sætter alle sejl til, så vore minoriteter kan udfolde deres potentiale og virketrang. Vi har brug for dem, vi vil lære dem at kende, vi vil have deres bidrag - arbejdsmæssigt, ressoucemæssigt og kulturelt - til vores samfund. Minoriteterne skal i mine øjne have lov at dyrke deres sprog, kultur og historie - som fx på den tyrkiske HAY-skole, som jeg besøgte i fredags (.. med store faglige ambitioner på børnenes vegne, velvoksen tyrkisk kulturel selvfølelse og samtidig stor religiøs og kulturel åbenhed). Det gør dem kun stærkere og mere (lige)værdige i deres kulturmøde med majoriteten.

Men samtidig skal vi stoppe udviklingen henimod parallelsamfundene, hvor de etniske grupper passer deres - og vi andre passer vores og i øvrigt kun TALER om de fremmede. Jeg synes det er på tide at integrationen kommer ud af det offentliges klør - der skal ikke sagsbehandles og klientgøres og løftes pegefingre (ret meget) mere. Det har vist sig forholdsvis virkningsløst. Det offentlige skal understøtte integrationen - men ikke drive den.

Minoriteterne skal selv. Understøttet af os andre frivillige og/eller arbejdende aktive borgere. De skal ud af offerrollen, tage medejerskab i samfundet og ansvar for at bidrage med alt det, de kan. Og så skal arbejdsmarkedet på sin side gå ind og ansætte dem i stillinger, hvor de (hurtigt og topmotiverede) vil gøre fyldest og hurtigt vil forbedre deres danske sprog.

Den sande integration foregår, når man får lov at gøre nytte, tage ansvar og bidrage til et samfund med sin arbejdskraft og sin kultur.

Som selvstændige kan vi bidrage til integrationen ved at tilbyde os selv som mentorer for etniske iværksættere. Jeg ved at det kan være svært at matche den rigtige mentor med den rigtige mentée. Jeg tror dog det er et spørgsmål om tid, så er vi nok mentorer og mentéer til at det kan lade sig gøre. Prøv at Google ‘mentor’ og ‘indvandrer’, så finder du flere netværk. Jeg vil senere vende tilbage til emnet mentor-netværk, som jeg tror, der er mange perspektiver i. Hvis nogle har erfaringer med mentor-netværk og gode tips, modtager jeg dem med glæde - både her og via min hjemmside.

 

 --

Kvinder i alle lande, hold fri!

Af Karen Lumholt, 8. marts 2007

Ude omkring i verden er det kvinderne, der holder hus og i stor stil - fx på det afrikanske kontinent - dem, der dyrker jorden. Det er kvinderne der går på marked og handler ind, passer og opdrager børnene, passer det sociale netværk, henter vand, henter brænde (hvis ikke børnene gør det) osv. osv. Mændene har ofte vigtigere ting at tage sig til: krig, konflikter, religion og politik. Og jagt, naturligvis - i en eller anden form.

Hvis kvinderne ude i verden holdt fri, ville det hele bryde sammen. De fleste ville formentlig få mere end vrøvl med manden, hvis de gjorde det. Herhjemme er det ikke helt så galt. Vi har sat os i respekt. Her har vi bare det problem, at kvinder skal arbejde en fjerdedel mere for at tjene det samme som manden - og at både kvinder og mænd har problemer med at få enderne til at mødes, når begge arbejder ude. Både mænd og kvinder arbejder i dag mere end for 15 år siden. Vi har alle fået halvanden time mindre om dagen til at være sammen med vores kære - det gælder både mor og far.

Og det er mens børnene er små, vi arbejder mest. Primært fordi vi deltager i et sindssygt materielt kapløb med naboen om at tjene til huset med det hvide stakit, ferierejserne, havemøblerne, det nye køkken, elevationssengene og den nye sofa - og i øvrigt høvler af på studiegælden.

Så mon ikke det var et meget godt 8. marts-slogan: Slap af! Tag en slapper. Vær sammen med dem, du er aller gladest for at spilde tiden sammen med, og nyd samværet med dem. Og send så en kærlig, varm og solidarisk tanke til alle dine medsøstre ude i verden, der også arbejder for meget – hvad enten det er i deres ansigts sved i den svidende sol på marken - eller i angstens sved foran computeren!!

PS: Hvis du som kvinde vil tjene lige så meget som manden, skal du lægge en fjerdedel oven i dine priser - eller holde fri hver fredag og stadig tjene det samme!!