KARENS BLOG
Herunder kan du følge med i mit arbejde i Lumholt & Stahlschmidt Kommunikation og i min personlige foredrags- og forfattervirksomhed. Bloggen fungerer som et alternativ til et nyhedsbrev.
Se også faglig profil på www.linkedin.com, Kommunikationsforum eller Plaxo.
Jeg har tidligere blogget på www.mikronet.dk og www.borsenmikro.dk, et site for mikroselvstændige - se www.borsenmikroblogs.dk/karen. Her kan man også købe min bog "Fra biks til business - Når kvinder tænker vækst.
Læs om min nyeste bog Børn skal da arbejde på bogens hjemmeside. Der findes også en Facebook-gruppe for bogen.
Så tør det
28. januar 2010
Så er nullerne ovre og frosten er ved at gå af jorden. Man kan mærke det - det er blevet tøvejr! Også rent økonomisk.
Pludselig - efter en alt for stille og mørk tid - ringer telefonerne tre gange på en formiddag og to mails kommer dumpende næsten i samme minut om to forskellige arrangementer i Jylland, som oven i købet viser sig at kunne koordineres, så jeg kun skal rejse frem og tilbage én gang.
I alt otte nye jobs kom ind samme dag! Det er som om vinden er ved at vende. Vi har talt op at vi i 2009 er faldet 15 % i omsætning efter fem år, hvor vi hvert år næsten fordoblede den. Det har været lidt af et chok, der kun mildnes af at branchen som helhed i gennemsnit er faldet 30 % i omsætning. Vores fald har altså "kun" været halvt så stort som gennemsnittets. Det må være fordi vi ligger i den gode ende, kvalitetsmæssigt, resonnerer jeg.
Men det bedste af det hele er, at det er mit storytelling-koncept, som der er ved at være gehør for. Jeg har skrevet synops til en ny bog om "Storytelling som organisationsudvikling" med undertitlen "Udvikling af teams, grupper og samfund gennem virkelighedens fortællinger".Jeg har ganske vist ikke tid til at skrive bogen lige nu, men så snart jeg har en dag, en uge eller en lille ferie, vil jeg skrive løs. Jeg har skrevet bøger før - tre af slagsen - men ingen af dem handler om det, der er kerneydelsen i min forretning. OG det er det, jeg vil råde bod på nu.
Jeg brænder for at bruge det narrative som udviklingsværktøj og derfor må jeg nu sætte ord på og formidle til omverdenen, hvor meget og hvor effektivt man kan forandre ved hjælp af historierne fra det virkelige liv.
Hvis ikke I har mødt ham før, vil jeg anbefale min åndsfælle i Sverige, Matts Heijbel, www.storytellers.se. På alle måder udtrykker han et syn på organizational storytelling, som jeg deler. Også hans slogan "Befolk varemærket. Virkeligheden dur!" kan jeg tilslutte mig helhjertet.
Der er ikke ret mange i Danmark, der arbejder strategisk med virksomhedens egne fortællinger. De som findes, vil jeg gerne i kontakt med. Jeg tror nemlig på, at jo flere vi er, der arbejder på dette felt, des nemmere er det at udbrede kendskabet til og forståelsen for hvilke enorme resultater man kan nå gennem at arbejde med det narrative.
Julehilsen lidt før tid
5. december 2009
Det har været en lidt stille november, forstået på den måde at telefonerne ikke gløder som de ellers gør på denne årstid, men samtidig sker der en masse ting - og ikke ret meget af det har jeg fortalt om, så her er en update:
- Jeg er blevet ambassadør for European Female Entrepreneurs Network og var i Stockholm og fik et fint diplom af den svenske kronprinsesse og den svenske vicestatsminister holdt tale for os. Med æren følger en forpligtelse til at rejse rundt og underholde kvinder om muligheder i og tilfredstillelsen ved at være kvindelig selvstændig. Baggrunden er naturligvis min bog "Fra biks til business - når kvinder tænker vækst", som er baseret på et stærkt ønske fra min side om at tydeliggøre de særlige kompetencer, som kvinder kan bidrage med i netværksøkonomien.
- Jeg har deltaget i rigtig mange arrangementer for kvinder, især i november, hvor jeg har fortalt om min bog og også været boghandler - jeg har simpelt hen solgt bøger. Det føles lidt akavet, når man ikke er født eller opvokset med et salgstalent, at stå der og faldbyde sine varer. Oftest har det været i forbindelse med at jeg har holdt foredrag, som fx på Iværk og Vækst i Forum.
- Det samme (solgt og signeret) har jeg gjort med bogen "Børn skal da arbejde - sådan får du dem til at hjælpe til derhjemme". Min medforfatter Marie Kraul og jeg stod på Bogforum, på Tranescenen, og blev interviewet af forfatteren Majse Njor. Bagefter havde vi den herlige oplevelse at stå og sælge og signere bøger til messedeltagerne, hvoraf flere allerede havde bogen, men ville købe den til andre. Bl.a. forftalte en mor, at det var hendes børn, der havde sendt hende for at få signeret en bog. Derhjemme var de allerede i fuld sving med bogen og de to ældste børn brugte bogen selvstændigt som opslagsbog - og "tænk mor hvor mange hyggelige ting vi laver sammen nu", havde en af børnene sagt. Så hun var sendt i byen af børnene for at få en hilsen med hjem fra forfatterne og den gav vi hende med en særlig glæde.
- Jeg har været ude i kvindeklubber og på barselshold og holde foredrag om "Børn skal da arbejde", jeg har været i FOF og AOF. Jeg elsker at være i marken - virkeligehden er af alting det, der begejstrer mig mest.
- Endelig har Anders og jeg haft den glæde, at vores koncept om at bruge medarbejder-fortællinger strategisk i virksomheder bliver brugt mere og mere. Jeg er glad for at jeg gennem de over fem år, vi har haft virksomhed, har holdt stædigt fast i det narrative - i alle de muligheder, som virkelige fortællinger i virksomhederne rummer for videndeling, for at blive klogere. For at gøre ledelsen klogere på medarbejdernes ressourcer. Mit store nytårsønske er at få lov til at videreudvikle dette perspektiv.
I årets løb har Anders og jeg mistet et par store kunder (på grund af krisen), men også fået en masse nye, primært mindre kunder. Vi er glade for dem allesammen. Vi er nemlig i den heldige situation, at vi udelukkende laver det, vi gerne vil lave. Der er ikke en eneste arbejdsopgave, vi har sagt ja til, som vi ikke virkelig har ønsket os. Iblandt andre spændende opgaver er Anders derudover i gang med at udvikle et helt særligt redskab til fornyelse af præsentationsteknik. Et redskab vi venter os meget af.
Tak er vel det ord, der passer sig bedst i denne sammenhæng - og glædelig jul til jer alle!
Stille november
Af Karen Lumholt
Nogen gange griber skribentvirksomheden for meget om sig. Anders og jeg har nu skrevet tilsammen otte bøger siden vi startede som selvstændige for fem et halvt år siden. Det er meget. Måske også for meget.
Godt nok kan man glæde sig over, at man ikke behøver at markedsføre sig selv på traditionel facon, når blot man har en stabil bogproduktion og deraf følgende foredragsvirksomhed. Men der er mange risici forbundet med at skrive bøger alligevel: I sig selv giver det ikke mange penge. Du fokuserer meget snævert på et bestemt område i den periode, hvor du skriver. Du er mindre tilgængelig og mindre opsøgende. Du er ikke så meget i cirkulation, ikke så aktiv i diverse netværk.
Omvendt er listen over fordele meget lang. Jeg har nævnt markedsføringsaffekten og kan tilføje at troværdighed og synlighed følger med. Men der er også dialogen - både Anders og jeg får en stor del af vores inputs fra mødet med de mange hundrede mennesker, vi møder ved foredrag og arrangementer.
Men ellers har det været en lidt stille november. Telefonen ringer ikke helt så meget, som den plejer på denne årstid. Der plejer at være offentlige kunder, som har en pengekasse, der lige skal tømmes inden årsskiftet. Dem har der ikke været nogen af, for kasserne er allerede tomme. Osv.
Men så snart vi kommer over på den anden side af jul, ser det ud til at lysne igen. I virksomhederne tager de hul på de nye budgetter. Rentefald på huslån og skattelettelser slår igennem i form af et lidt mere optimistisk forbrugsmønster. Man fornemmer på mange små signaler, at optimismen er ved at vende tilbage i samfundet.
Vi, Anders og jeg, har fået lov at afprøve vores koncept om brug af medarbejderfortællinger i forbindelse med videndeling og strategisk udvikling i virksomheder i nye sammenhænge. Vi er også rejsende i foredrag og workshops om emnet. Det ser vi frem til at få lov at fokusere endnu mere på i 2010.
Bogen "Børn skal da arbejde" hitter
Af Karen Lumholt, 15. august 2009
Der er gået alt for lang tid siden jeg skrev på denne plads. Årsagen er slet og ret travlhed. Først og fremmest med bogen "Børn skal da arbejde", som udkommer på mandag, dvs. i overmorgen. Og så en god, lang sommerferie - heldigvis.
Bogen Børn skal da arbejde, som jeg har skrevet sammen med min gode kollega, journalist Marie Kraul, opstod som ide, fordi Marie syntes, at mine børn gjorde sig positivt bemærket ved forskellige lejligheder ved at være dygtige i husholdningen. Hun var nysgerrig og ville vide, hvordan det var gået til. Hun opfordrede mig til at skrive nogle klummer om emnet, fordi hun mente børns deltagelse i husarbejdet var et relevant emne for en større kreds, hvilket jeg gjorde - med enorm stor respons. Alle sagde: "Skriv noget mere om det!".
Med tiden blev det til et bogoplæg fra min side, som blev foreløbigt antaget af Lindhardt og Ringhof, men jeg kom aldrig videre end at skrive synopsen og de tre prøvekapitler - jeg havde ikke tid. Så greb Marie fat i mig igen og sagde: Så skriver vi den sgu sammen!
Nu er den på gaden, og som I kan se på bogens hjemmeside www.boernskaldaarbejde.dk, som gerne skulle blive aktiv i løbet af denne weekend, tilbyder vi - udover bogen, som sælges af Gyldendal - en aktiv hjemmeside med et onlineforløb, der træner børnenes huslige kompetencer og forældrenes evne til at motivere dem. Bogen Børn skal da arbejde kan købes via vores hjemmeside og via www.g.dk
Som I kan se på Facebook-gruppen Børn skal da arbejde , har der allerede været en del presseomtale af bogen. Bl.a. er vi i Politikens Lørdagsliv og Berlingskes Magasin i dag, vi har været i Kristeligt Dagblad og P1's Vita, vi har været i Femina i denne uge, vi er på nettet på Politikens Tjek.dk og på Berlingskes Fri.dk med flere råd og debat.
På mandag morgen skal vi i Go Morgen P3 kl. 7.30 og tirsdag aften den 18. august skal vi i Aftenshowet på DR1 med vores tilsammen 6 børn. Se evt. mere på min personlige Facebook-profil.
-
Vi er flyttet ud - men har stadig administration og hjemmearbejdsplads på Traps Alle
Af Karen Lumholt, 19. marts 2009
Kan man blæse og have mel i munden? Det kan man faktisk. Og man kan godt være flyttet hjemmefra med sin virksomhed - og alligevel arbejde hjemme, når det behøves.Vi er, som jeg har beskrevet tidligere, flyttet i dejligt kontorfællesskab i Sturlasgade 12 med en masse andre kreative, søde mennesker. Men vi har stadig behov for at have hjemmearbejdspladsen intakt, ligesom andre mennesker, der arbejder som lønmodtagere kan have en hjemmearbejdsplads ved siden af deres pind i firmaet.
I hvert fald har vi nu indrettet os på den, synes jeg, meget privilegerede måde, at vi har vores administration (bogføring, post osv.) derhjemme, samt to udmærkede hjemmearbejdspladser i vores tidligere kontor. Dem bruger vi når vi har behov for at sidde alene og fordybe os i ro og mag. Inde i Sturlasgade har vi så tre skønne kontorpladser (vi er ind i mellem tre) i vores eget afsnit af en større, pulserende arbejdsplads. Derudover har vi adgang til diverse faciliteter som stort køkken, stort mødelokale, storskærm og projektor, stor farveprinter, der kan lave trykkvalitet osv.- og frem for alt: Begavet selskab med andre end os selv!
Mødelokalet er en stor gevinst - her er det dejligt at invitere kunder og samarbejdspartnere ind. Frokostordningen med de andre er vi også meget glade for. Før spiste man sin frokost på vej ud af døren eller på kanten af skrivebordet - nu er det en fest.
Så ja - vi blæser og har mel i munden. Arbejder ude og hjemme. Og husk: Hvis du skal sende breve til os, er det stadig til Traps Alle 22, 2500 Valby.
Finanskrise? Ikke endnu!
Af Karen Lumholt, 12. marts 2009
Mange spørger mig og min partner Anders, om vi mærker noget til finanskrisen - eller recessionen, som vi vist uden at hviske kan kalde den nu. Den måske største siden 30'erne.
Vi mærker den endnu ikke på omsætningen. Ikke endnu i hvert fald. Der kommer kunder i butikken, oven i købet lægger de større ordrer - og der er også flere af dem end sidste år.
Alligevel er noget forandret. Store kunder, der havde planer om meget store projekter i fremtiden, skærer lidt af planen. Andre slutter projektet lidt før ventet. Men først og fremmest er det lidt andre varer, der efterspørges, end for bare tre måneder siden: Omskoling eller træning af kompetencer er det store hit, fx træning i spørgeteknik, præsentationsteknik og forhandlingsteknik. Altsammen noget, der i høj grad kan bruges i krisetider.
Decideret krisekommunikation - internt og eksternt i virksomheden - er naturligvis også efterspurgt, herunder coaching af ledere, der vil bliver bedre til at træde op foran en stor (og kritisk) forsamling. Pyha! Der er nok at tage fat på, når man tilbyder den slags træning. Mens "fedtet" - den lækre årsberetning, den lækre jubilæumsbog, det dyre personalearrangement - skæres fra. Det er lidt mere "need to have" end "nice to have", der efterspørges, nu hvor krisen er slået igennem.
Vi - Anders og jeg - opfatter os selv som privilegerede, dels fordi vores fag som sådan kan bruges også i krisetider (netop i krisetider er kommunikation som ledelsesværkstøj ekstremt vigtigt), dels fordi vi med vores spidskompetencer og de specialer, vi har valgt, ret nemt og hurtigt kan tilpasse os den nye situation i virksomhederne.
Magisk!
Af Karen Lumholt, 12. marts 2009
Jeg var ved at lave en businessplan for mig selv - eller for min del af den fælles business - og det tog mig en formiddag. Det var rart at få overblik over, hvilke opgaver jeg selv anser for de vigtigste - og hvor de fører hen. Jeg var så at sige i gang med at tage "min egen medicin". Jeg har jo skrevet op af vægge og ned af stolper om at man skal gøre det, man synes fører til det, man vil - og ikke være et tilfældigt offer for kunder, der kommer forbi og beder om noget, som man da godt kan levere - men måske slet ikke ønsker at levere?
Altså satte jeg mig ned i den halvårlige tænkepause og lavede en "businesscase" på min egen business, sådan et år frem eller to. Under dette arbejde gik det op for mig, at jeg har forsømt at følge ordentligt op på to projekter: Min bog "Fra biks til business", som kom i efteråret -08 og mit integrationsprojekt "Bedre integration i Valby", som jeg gennemførte i 2007 og som var en stor succes, men som jeg aldrig rigtig har fået beskrevet resultaterne af. Desuden mangler jeg at få beskrevet mine arbejdsmetoder, når jeg arbejder med storytelling i virksomheder.
Aldrig så snart havde jeg trykket på knappen og sendt min businesscase videre til min partner for at han skulle give mig feedback på den, før telefonen ringer: Det er en kvinde fra Nordjylland, der godt vil have mig op til to møder i Frederikshavn og Ålborg om bogen "Fra biks til business". Datoerne passede mig oven i købet.
Jeg ved godt det lyder en anelse forårstosset, men det føltes som om opringningen kom i direkte forlængelse af min businesscase. Så lige nu er jeg overtroisk: Skriv hvad du vil have skal ske - og det sker!
Det nye liv i Sturlasgade
Af Karen Lumholt, 20. februar 2009
Jeg har på et tidspunkt skrevet at jeg ville vende tilbage til hvordan det så er gået, efter at vi er flyttet i kontorfællesskab i Sturlasgade på Islands Brygge.
Måske er det lidt for tidligt at gøre status; vi flyttede pr. 1. januar og tiden har været ret atypisk, dels pga. vinterferie og dels pga. begivenheder i min familie (et dødsfald), som har betydet, at jeg har haft unormalt mange fridage. MEN – jeg synes alligevel godt, jeg kan gøre rede for nogle tendenser, som jeg håber jeg næste gang jeg gør status, kan dokumentere med nogle mål- og registrerbare facts.
Her er min foreløbige status over fordele/ulemper - og når jeg viderebringer mine oplevelser, er de især målrettet alle demange andre små selvstændige, som sidder rundt omkring, og som jeg ved ind i mellem går ind på vores hjemmeside for at følge med i hvad vi laver:
FORDELE
- Når jeg møder på kontoret i Sturlasgade om morgenen, bliver jeg straks fanget ind af den gode stemning. Man hører andre tale ivrigt om emner, som er beslægtede med mit arbejde (i dette tilfælde tales der en del om kommunikation på nettet), der er travlhed, man hører latter osv.
- Jeg bliver opdateret på nogle faglige områder, blot ved at lytte til snakken, som går – der er en hel del webkommunikation-snak, kommerciel snak etc.
- Jeg kommer i daglig berøring med mennesker, som er anderledes end mig (de er meget unge herinde, de fleste er mænd, deres interesser og familiesituation er forskellig fra min etc.) – det er meget inspirerende!
- Frokosten føles som en rigtig pause, fordi der er organiseret frokostordning, vi sidder bænket omkring et bord, der er dækket fint op osv.
- Jeg er stolt af at invitere kunder og samarbejdspartnere herind, fordi omgivelserne er dejlige, måske ikke luksuriøse, men inspirerende og sjove.
- Jeg arbejder mere uforstyrret ved computeren end derhjemme, hvor der når som helst kan komme et skolebarn og stikke næsen ind af døren og sige: Hvor er far? Hvorpå jeg er revet ud af min arbejds-sfære, i hvert fald for en stund.
- Min professionelle performance synes jeg har lagt sig på et højere niveau, men det kan jeg næppe selv vurdere, det må andre gøre. Fx tænker jeg konsekvent mere kommercielt end jeg gjorde derhjemme, min sprogbrug har ændret sig og er blevet mere ”strømlinet”, synes jeg. Jeg leverer hurtigere – og mere målrettet.
- Der er generelt mindre privatmenneske og mere professionel Karen Lumholt over min approach over for kunder og andre, jeg taler med – også selv om det bare er i telefonen.
- Jeg synes også at jeg slapper mere af, det er måske fordi jeg ser, at de andre også ind i mellem tager sig en pause eller slår et par skæve, så kan jeg også.
- Det er dejligt at komme hjem og føle, man kan tillade sig at holde fri derhjemme.
ULEMPER
Er der nogen ulemper?
Ja, der er selvfølgelig nogle økonomiske, især at vi betaler en del penge for lokalerne, også når vi ikke er her
- at vi betaler til en frokostordning, som vi ikke altid bruger, fordi vi er ude hos kunder (eller in casu: holder ferie)
- at vi har udgifter til transport, det havde vi mindre af før
- vi bruger tid på transport, enten det er på cykel, med metro eller bil, men den tid er jeg nu begyndt at sætte pris på, fordi den adskiller hjemmesfæren fra arbejdet (så måske skal denne faktor på under fordele i stedet, jeg får jo også motion!)
De økonomiske ulemper forestiller jeg mig rigeligt bliver opvejet af de fordele, der er nævnt ovenfor, nemlig den øgede professionalisme.
SÅ - alt i alt – KLAR ANBEFALING!
50 minutter i fri dressur i æteren....
Af Karen Lumholt, 22. januar 2009
I mandags skulle jeg egentlig interviewes til P1-programmet Vita om min bog "Fra biks til business - når kvinder tænker vækst", men så kom Mette Starch og jeg også til at tale om den nye bog, som jeg netop har færdiggjort sammen med journalist Marie Kraul, og som udkommer på Gyldendal til august: "Børn skal da arbejde!". Nu er hverken Mette Starch eller jeg særligt villige til at holde os snævert inden for et bestemt emne, så vi kom vidt omkring.
Det blev der så en ekstra 24 minutters udsendelse ud af, hvor Mette Starch binder enderne sammen, så historien om at være selvstændig og skrive bog specielt for kvindelige iværksættere bliver koblet sammen med historien om at få hjemmelivet med firma, børn og mand til at fungere og at sætte børnene i sving med husarbejdet.
Jeg er glad for at Marie Krauls og min bog på denne måde har fået sin første offentlige eksponering - et halvt år før den udkommer! Der kommer meget mere, det er jeg sikker på. Jeg tror nemlig at bogen bliver et hit!
Her er hvad Mette Starch skriver på DRs hjemmside om udsendelsen i Vita i dag: "Børn skal da arbejde - VITA 22. januar 2009 kl. 11:30 og 21:30 på P1
Unge mennesker har et helt urealistisk forhold til de grundlæggende vilkår for at fungere på en arbejdsplads. De mangler tålmodighed i forhold til hvad det kræver at opnå og udvikle de kompetencer, som er nødvendige for at gøre karriere.
Det siger virksomhedskonsulent Karen Lumholt og foreslår ud fra egne erfaringer, at børn fra de er små skal have huslige pligter og opgaver. Det giver dem et realistisk modstykke til den hurtighed og overfladiskhed, som de oplever ved computerspil o.lign. hvor alt kan lade sig gøre i en fart og fejl bare gøres om eller slettes.
De skal lære at tage ansvar og føle sig værdsatte gennem samarbejde og dygtighed. Så på det område har forældrene en vigtig opgave at løse.
I det hele taget skal man være meget opmærksom på familiens direkte og indirekte betydning i arbejdslivet, ikke mindst hvis man starter selvstændig virksomhed i samarbejde med sin ægtefælle. Så er det nødvendigt også at etablere et socialt liv uden for familiens rammer. Selv har Karen Lumholt involveret sig i opgaver i lokalsamfundet og i politik. Det giver ny energi og et godt netværk, synes hun.
Men så er det også nødvendigt at alle familiemedlemmer tager del i arbejdsfællesskabet derhjemme."
Det skriver altså programmedarbejder Mette Starch på dr.dk i dag.
-
Min bog “Fra biks til business” omtales i P1's Vita 21. januar og 22. januar
Af Karen Lumholt 21. januar 2009
Man kan nå at sige meget sludder på 50 minutter, tænkte jeg, da journalist Mette Stach fra P1's Vita sagde, hun mente, der var stof til to programmer a ca. 24 minutter i det, vi havde talt om.
Den første handler mest om min bog “Fra biks til business - når kvinder tænker vækst” - og om den baggrund, bogen er skrevet på. Udsendelsen handler også om hvorfor man efter 4-5 år som selvstændig flytter "hjemmefra" og ud i kontorfællesskab. Og om hvad vi laver i Lumholt & Stahlschmidt Kommunikation lige nu.
Det er en genudsendelse fra 11.30 i formiddags. Udsendelsen genudsendes også 5.30 i morgen tidlig og varer næsten en halv time.
Herunder kan du læse et uddrag af omtalen, som lige nu ligger på www.dr.dk/vita, hvorfra udsendelsen også kan downloades og podcastes. Hvor længe ved jeg ikke.
Fra biks til business
VITA 21. januar 2009 kl. 11:30 og 21.30 på P1
“Det begyndte med computere i familiens havehus med ungerne løbende omkring og forretningsforbindelser ved spisebordet.
Som journalist og tidligere mellemleder havde Karen Lumholt et godt netværk, men som selvstændig var der brug for kontakter til meget bredere kredse. Hun blev, som hun kalder det, professionel networker.
Fra havehus til lokaler i en nedlagt fabrik
I dag knap 5 år efter at hun og hendes mand tog springet fra faste lønninger og oprettede Lumholdt og Stahlschmidt Kommunikation, er meget ændret. De små PR-opgaver er skiftet ud med større rådgivnings- og konsulentprojekter og havehuset med lokaler i en nedlagt fabrik på Amager.
Arbejdsliv og privatliv er adskilt og det betyder større koncentration og tilstedeværelse - både det ene og det andet sted.
I bogen “Fra biks til business - når kvinder tænker vækst” tager Karen Lumholdt fat i de begrænsninger mange iværksætterkvinder pålægger sig selv, når det handler om at øge firmaets økonomi og kundekreds. Med baggrund i samtaler med 100 iværksætterkvinder og de nyeste undersøgelser og statistikker belyser hun de udfordringer, som specielt kvindelige virksomhedsledere står over for, når de vil vokse med deres firma.
- Læg beskedenheden og kravet om at ordne alting selv væk og sats på det du er god til, lyder rådet. - Og fremfor alt udvid dit netværk med folk, der ikke ligner dig selv - stræb højere og bredere og udnyt de sociale kompetencer, som især kvinder har.”
Det skriver journalist Mette Starch, som også er P1-programmet VITA's tilrettelægger.
Den anden udsendelse, som kommer i morgen den 22. januar, handler mest om den nye bog, som jeg skriver sammen med journalist Marie Kraul: Børn skal da arbejde! Mere om den ovenfor.
-
Hurra - vi flytter!
Af Karen Lumholt 09.12.08
I fire et halvt år har vi haft selvstændig virksomhed i "baghaven", det vil sige i et anneks til en privat villa. Det har været dejligt hjemligt, roligt og grønt. Fuglene synger i haven om sommeren - og om vinteren i kulde, mørke, regn og blæst er der i hvert fald de dage, hvor man arbejder på kontoret, ikke så lang transport. Og det har føltes som et stort og dejligt privilegium.
MEN: Mens jeg har arbejdet med bogen "Fra biks til business", som udkom her i november (se mere her), er jeg kommet til den slutning, at jeg må tage min egen medicin: Det er et faktum, som jeg også beskriver i bogen, at små virksomheder helt målbart får en bedre performance , når de flytter "hjemmefra". Uanset hvor udmærket hjemmearbejdspladsen er indrettet, giver det virksomheden et skub fremad at flytte ud - mere inspiration og faglig sparring og desuden en klar og tydelig adskillelse af det professionelle og personlige rum.
I Lumholt & Stahlschmidt Kommunikation er det desuden blevet tydeligt for os, at vi står over for nogle vækstmuligheder, som vi ikke kan afprøve med de nuværende fysiske rammer. Vi har i stigende grad brug for
- medarbejdere og underleverandører, der kan hjælpe os med at løfte større opgaver (projekter, processer og journalistiske opgaver)
- assistenter, som kan hjælpe os med det, vi ikke selv er så gode til (økonomi, administration og salg)
- inspiratorer og sparringspartnere, herunder en professionel bestyrelse
- praktikanter (som også giver inspiration)
Til alt dette er et kontor på 5 x 5 meter for lille!
Sidst men ikke mindst er det nødvendigt, når vi har kunder eller samarbejdspartnere på besøg, at vi har ordentlige mødefaciliteter: mødebord, udstyr til at se fx video igennem, køkken, toiletforhold osv.
Vi flytter altså ud i et dejligt kreativt lokalefællesskab på Islands Brygge! MEN: Vi beholder kontoret i baghaven! Det kan vi ikke undvære - i hvert fald ikke endnu.
Der er aftener, hvor man arbejder sent. Her er det smart at kunne tage hjem fra arbejde, spise aftensmad, og så gå i "havehuset" og klare resten. Der kan også være dage, hvor man skal ud til en kunde kl. 11.00 og det ikke kan betale sig forinden at tage ind på kontoret - her er et hjemmekontor et must.
Vores nye kontor bliver stort nok til at rumme seks personer! Jeg glæder mig som et barn til at kunne invitere freelancere, samarbejdspartnere, praktikanter og underleverandører til at arbejde sammen med os under gode forhold. Yes!
--
Og apropos dette, så er det tid at få skrevet julekort til nogle af de kunder, som vi har arbejdet en del for i år og også kommer til at arbejde for i året der kommer, lad mig nævne Novozymes, Rosendahl/Holmegaard, Københavns Kommune (TMF), Finanssektorens Uddannelsescenter, Probana, Update/Den Journalistiske Efteruddannelse, Væksthus Sjælland, Børsens Forlag, Børsen Mikro og Gyldendal. De mindre kunder vil vi også gerne sige tak til. Enhver kunde er en læremester, som gør én bedre til det, man gør.
Endelig skal vi også have sagt tak til jer, som vi har haft glæde af at være en slags kolleger med i år - også jer kommer vi til at arbejde sammen med i det nye år: Peter Knoop og Ingeborg Østergaard fra Point of View, Andre Andersen fra Historiebryggeriet, Karina Kaufmann og Lise Blom, der begge har været underleverandører, Jesper Thorneman fra Lederiet, som vi har været underleverandører til, journalist Marie Kraul som er min forfatterkollega, redaktør Abelone Glahn, Karin Sloth fra Karin Sloth Kommunikation og Nicolai Grønlund fra Timeline, som vi kommer til at dele lokaler med i vores nye "domicil". Jeg har sikkert glemt nogen - men det må jeg råde bod på, når de rigtige julekort skal skrives. Med pen og blæk, konvolut og rigtigt frimærke...
Glædelig Jul til alle!
-
Oplæg til female Entrepreneur day
Af Karen Lumholt, 12. november 2008
Læs om min nye bog på www.borsenmikro.dk og læs om Female Entrepreneurship Day på www.uge-47.dk/arrangementer
Her kommer i punktform indholdet i mit oplæg på Female Entrepreneurship Day, som varer fra 11.00 til 17.00 på Langelinie Alle 17 i Erhvervs- og Bygegestyrelsen:
KAREN LUMHOLT
Fra biks til business – Når kvinder tænker vækst
”Fra biks til business” er netop udkommet på Børsens Forlag i Børsen Mikro-serien. Se blog og værktøjer på www.borsenmikro.dk
Normalpris kr. 159,20 + moms.
Vil du have mere frihed? - frihed til familie, venner, personlig og faglig udvikling, mere fritid eller…
…så tænk stort fra starten!
• Fasthold netværk i branche og fag
• Sælg og markedsfør din spidskompetence - Udliciter, udliciter, udliciter - Bevar fokus på faglighed, passion, udvikling og overblik – Tag din pris!
• Gå i partnerskab med den, der komplementerer dig - Få professionel sparring og rådgivning - Skab netværk med dem, der er dygtigere
• Gå internationalt, det er der du tjener penge
• Tro på dig selv!
Fremtidens erhvervsliv er kvindernes
• dialog med kunden
• miljø, bæredygtighed og CSR
• vækst i netværk
Karen Lumholt driver firmaet Lumholt & Stahlschmidt Kommunikation sammen med Anders Stahlschmidt.
”Vi er den forlængede mund - alt hvad vi laver handler om at hjælpe nogen med at udtrykke sig”...
Se mere på www.lskommunikation.dk: Virksomhedshistorie - Storytelling som udviklingsværktøj – Medietræning - Spørgeteknik og præsentation - Indre og ydre branding – Skrivecoaching.
Fra biks til business - når kvinder tænker vækst
Af Karen Lumolt, 7. november 2008
Min bog med titlen "Fra biks til business. Når kvinder tænker vækst" er kommet fra Børsens Forlag og kan bestilles hos marketingkoordinator Morten Birkebæk, hvis den skal anmeldes. Kontakt mb@borsensforlag.dk eller klik ind på www.borsensforlag.dk
"Fra biks til business" kan omtales fra på fredag den 14. november. Se materiale om bogen og hent ekstramateriale (værktøjer), der knytter sig til bogen, på www.borsenmikro.dk
Hvis du får brug for et foto af mig, kan det downloades her på hjemmesiden (gå til forsiden, fanebladet Fotos og CV).
Jeg skal deltage i et arrangement i uge 47, som holdes i anledning af Global Week of Entrepreneurship. Se www.uge47.dk Det er på Female Entrepreneurship Day, tror jeg nok det hedder, den 19. november. Det er Morgendagens Heltinder der arrangerer i samarbejde med Dansk Industri og Erhvervs- og Byggestyrelsen, se omtale af arrangementet her. På arrangementet, hvor jeg er oplægsholder, bliver bogen præsenteret.
Senere, til januar, afholder Børsens Forlag et arrangement, hvor bogens indhold bliver præsenteret og hvor man kan tilmelde sig foredraget og få bogen oveni. Jeg kender ikke datoen endnu, men det vil fremgå af www.borsenmikro.dk, en hjemmeside jeg i øvrigt vil anbefale alle mikroselvstændige, kvinder såvel som mænd. Der er masser af litteratur og værktøjer at hente for små selvstændige.
Tre bøger
Af Karen Lumholt 30. oktober -08
Medio november udkommer min bog "Fra biks til business - når kvinder tænker vækst" på Børsens Forlag. Den udkommer i Børsen Mikro-serien, som henvender sig til især soloselsvtændige, mikroselvstændige eller hvad man nu skal kalde alle os - jeg er jo selv en af slagsen. Den henvender sig til dem, der har været i gang et par år eller fem og gerne vil sætte tempoet op, skifte gear og blive mere professionelle. Bogen er en praktisk håndbog, der på baggrund af en masse fakta og en del erfaringer fra egne netværk viser, hvad selvstændige kvinder kan gøre, så de ikke i al evighed skal slave som en enmandshær, der kun med nød og næppe klarer skærene. Mænd er betydeligt bedre end kvinder til at tjene penge, når de starter selvstændigt. Især fordi vælger mere rentable brancher, hurtigere outsourcer og eksporterer. Men sådan behøver det ikke at være. Kvindernes forretningsideer er nemlig tit rigtigt gode. Og deres forudsætninger, når de starter, er ofte endnu bedre end mændenes. Så her er et potentiale, der kan udnyttes meget bedre. Også i den tilstundende recession. At vokse med sin virksomhed behøver ikke nødvendigvis betyde ansatte, større lokaler og store banklån - det kan også betyde outsourcing, mere frihed, overskud til at efteruddanne sig osv.
Jeg har de sidste par dage haft lidt at gøre med at gøre opmærksom på bogen - der er heldigvis også nogen, der baner vejen for mig. Min kollega i faget kommunikation, Julie Lindegaard, er fremragende til pressearbejde (anbefaling!). Hun har egentlig haft til opgave at skabe noget opmærksomhed om et event, som vist nok hedder "Women Entrepreneruship Day" den 19. november, hvor jeg skal holde et oplæg, men fandt det nyttigt i den anledning også at gøre opmærksom på bogen.
Den næste bog, jeg arbejder med og snart har deadline på, er bogen om børns arbejde i hjemmet. Jeg skriver den sammen med min journalistkollega Marie Kraul. Vores fornemmelse af at have ramt noget, der er behov for, er god. Mange har spurgt til bogens snarlige komme. Den har været efterspurgt et par år - den har været nogen tid undervejs. Ikke fordi den er svær at skrive - men fordi vi begge har måttet prioritere andre opgaver. Nu skal det være. Bogen om hvordan man engagerer sine børn i husarbejdet - madlavning, rengøring osv. - er ikke blevet mindre aktuel af at recessionen er sat ind og at de, der før havde råd til rengøringshjælp, nu må se i øjnene, at man må lære husets unger at bestille noget, hvis hverdagen skal hænge sammen. Og så lærer de samtidig at livet er andet end at blive stimuleret og underholdt af andre - arbejde kan faktisk være en ret så tilfredsstillende beskæftigelse. Man vokser af at overskride sine grænser og slide lidt i det.
Vores pointe er også, at vi tror at både lærerne i skolen og senere arbejdsgiverne vil sætte pris på at vi forældre afleverer nogle unger, der faktisk har lært at bestille noget. Og selv kan vi høste frugterne af flere års indsats, når børnene som halvstore kan stå for den tre retters menu og kan klare en nem og hurtig rengøring, når der kommer gæster, så mor ikke nødvendigvis skal stå udmattet og svedende i døren, når de ankommer. Bogen, som har arbejdstitlen "Børn skal da arbejde", skal efter planen udkomme på Gyldendal.
Den tredje bog, jeg er i gang med, er for en kunde. Det startede med at jeg skulle skrive designhuset Rosendahls historie. Et relativt ungt designhus, familieejet og grundlagt af den visionære og dygtige forretningsmand Erik Rosendahl, der stadig er kreativ leder i huset. Rosendahl er inden for de sidste 10 år blevet førende inden for dansk homeware og kæmpestor på eksportmarkedet. Den daglige ledelse er i dag overtaget af sønnen, en moderne og uhyre troværdig leder, der styrer virksomhedens aktuelle vækst. Virksomheden vokser voldsomt både i omsætning og ansatte. Det sidste nye er at virksomheden er fusioneret med de sunde dele - som det hedder - af det hæderkronede Holmegaard Glas, det mest eksklusive brand inden for glas i Danmark. Det er så her min opgave pludselig er blevet omdefineret - jeg skal skrive om Holmegaard, især for at de mange gode historier om produkter, designere og glasværket som sådan ikke skal gå tabt. Jeg håber nu ikke at jeg er alene om opgaven. Der må være andre, der har sat sig samme opgave for. Så væsentlig er denne del af dansk (kunst)industrihistorie, at jeg gerne råber det ud: Kom og skriv om Holmegaard! Holmegaard er i modsætning til Rosendahl nemlig en virksomhed med en meget lang historie. 183 år har Holmegaard Glasværk eksisteret. Det er alle danske glasværkers moder, siger man. Der findes både glassamlinger fra alle årenes års glasproduktion og et helt arkiv. Der må være masser at lave for den rette historiker. Jeg har været på Holmegaard og set glasmagerne arbejde. Det er kunstnere. Jeg er glad for at jeg nåede det, inden stedet forsvinder.
For at kunne skrive den del af Holmegaards historie, som skal med i materialet om Rosendahl, er jeg nu i gang med at interviewe glasværksarbejdere, for hvem Holmegaard har været hele deres liv. En gammel glasmager på over 90 har en søn på omkring 70. Han har også været på Holmegaard hele sit liv og er gået på pension. Han kaldes stadig "lærlingen".Tænk at være så gammel, så man har en søn, der er gået på pension. De har begge været på Holmegaard hele deres liv. Byen Fensmark, som er vokset op omkring Holmegaard Glasværk, er også en fascinerende historie i sig selv. På skolen gik næsten kun børn, hvis forældre arbejdede på glasværket.Når drengene gik ud af skolen, typisk som 14-årige, startede de som hyttedrenge (arbejdsdrenge) på glasværket. Pigerne arbejdede ofte sammen med kvinderne med at pakke glas.
Som en lille og helt personlig pointe kan jeg tilføje, at min mand gik i skole i Fensmark på Holmegaard Skole. Han er fra Holme Olstrup og måtte efter 6. klasse, tror jeg det var, fortsætte i det nærliggende Fensmark for at få sin 9. klasse. De fleste af hans klassekammerater dengang havde forældre, der arbejdede på glasværket. Og flere af dem kom selv til det.
Min egen morfar, som var fra Næstved-kanten, havde et forhold til Kähler Keramik, som også var flyttet til Fensmark og fusioneret med Holmegaard for nogle år siden. Morfar flyttede efter min mormors død sammen med Kate Svendsen, som var enke efter en lokal kunstmaler, Albert Svendsen, der havde arbejde for Kähler. Og for at gøre historien fuldstændig vil jeg nævne, at min mands farmor var keramiker i Næstved og også designede (bl.a. Blå Fugl) for Kähler. Alt dette skal ikke med i bogen. Men det gør min kringlede vej fra Rosendahl over Holmegaard ret speciel - for mig. Til sommer skal Rosendahl A/S holde 25 års jubilæum. Til den tid og gerne meget før skal jeg være færdig med projektet.
Ved siden af disse tre udmærkede projekter, har jeg de sædvanlige små og store kunder, som jeg assisterer med min kommunikationsfaglige assistance. jeg har kun kunder, som jeg kan lide og er glad for. Det er et stort privilegium. Og så er jeg som nogen vil vide stadig aktiv politisk, især i mit nærområde. Selv om omfanget af arbejdet i firmaet burde forbyde mig at være det - og det faktum at jeg har tre børn. Men jeg kan ikke lade være. Det griber mig, fascinerer mig og glæder mig at være med i det politiske. Jeg får ingen penge ud af det - men meget glæde. Og det kan man også leve på. Min personlige hjemmeside desangående hedder www.karenlumholt.dk.
Nebengeschäft
Af Karen Lumholt 29. august -08
Midt i alt det kommunikationsfagligt relevante (se nedenfor), har jeg fået en nebengeschäft: At lære små og halvstore unger noget om at føre hus - eller rettere: rådgive deres forældre om, hvordan børn (kan) lære det. Jeg har gennem flere år skrevet nogle klummer og artikler over temaet "Børn skal da arbejde", naturligvis med udgangspunkt i egne erfaringer med at afrette tre børn derhjemme samt den opfattelse, at børn bliver både stolte, glade og mere kompetente af at bestille noget. De stakkels børn er jo desuden helt lost, hvis de hverken kan svinge en karklud eller en støvsuger, koge ris, lægge deres tøj sammen eller rydde op, når de engang kommer ud af reservatet (og de lærer det altså ikke i skolen - og jeg mener faktisk heller ikke det er skolens opgave, det er da mest naturligt at lære det der, hvor det sker - i hjemmet).
Det har slået mig hvor mange - selv store teenagere - der ikke engang kan koge et æg. Jeg taler ikke om den højere kogekunst, bare om ganske almindelig husførelse: At hænge sine håndklæder op i stedet for at smide dem på gulvet. At kunne rydde op i sine ting, så vigtige papirer ikke bliver væk. At lægge tøj pænt sammen eller hænge det op, i stedet for at smide det til vask, når det bliver krøllet. At skylle af, i stedet for at lade servicet stå med madrestter på, indtil mor kommer hjem og ordner det osv.
Mange børn og unge er helt hjælpeløse, når det gælder den slags. Det må jo starte et sted - og det er naturligvis hos forældrene. Det kan virke uoverkommeligt, at få ungerne i gang - men det er en langtidsinvestering, der bon'er rigeligt hjem siden hen.
Med udgangspunkt i alt dette - mine egne erfaringer med at "afrette" mine egne tre børn samt de familier, jeg efterhånden har "hjulpet" - skriver jeg nu sammen med min dygtige og rutinerede journalistveninde Marie Kraul, en bog om skidtet. Arbejdstitlen er "Børn skal da arbejde!". Det bliver smaddersjovt - vi skal ud og afprøve træningsprogrammet "Kom i gang på 14 dage" på børnefamilier, som helt har opgivet, vi har lavet en test, som skal placere børnene på en duelighedsskala osv. Mine tidligere kolleger i Forbrugerstyrelsen får lov at kigge mig over skulderen. Jeg er jo ikke selv ernærings- og husholdningsøkonom, men en slags forvokset skolelærer, der gør den som Tante Sofie. Så bare vent...
I gang igen
Af Karen Lumholt, 26. august -08
To en halv uges ferie - det var hvad det blev til. Men man skal ikke klage over travlhed, når man er selvstændig, man har selv valgt den... Vi har travlt, men kun med gode opgaver:
Min bog om kvindelige selvstændige i Børsen Mikro-serien er færdigskrevet, men pga. ændringer på Børsens Forlags redaktion, er det lidt uklart, hvornår den udkommer. Der er en del medieomtale af kvindelige iværksættere lige nu, så jeg prøver at følge op på noget af det - jeg har oparbejdet en slags viden, jeg kan kaste ind i mediestrømmen. Politikens tophistorie i går om at kvinderne klarer sig markant dårligere, når de starter firma, mener jeg fx mangler to vigtige pointer: Kvinderne har sværere ved at få banklån - og de går ikke lige så ofte som mændene til en professionel rådgiver (som findes - og det er gratis!).
Som team er Anders og jeg godt hængt op med et par store kunder, som vi også havde i foråret. Derudover er der nye, spændende opgaver på vej med perspektiver.... Både indholdsmæssigt og forretningsmæssigt. Mere om det senere.
Anders underviser meget og har en ny bog om Feedback på vej. Jeg har stadig nogle meget store skriveopgaver - en virksomhedshistorie og en stratgisk storytelling-opgave for en stor virksomhed - det sidste sammen med Anders. Lige nu er jeg også optaget af borgerinddragelse og lokaldemokrati. I morgen skal jeg holde et oplæg på Københavns Rådhus og i næste uge i Århus på Update om lokaljournalistik/borgerjournalistik i en ny medievirkelighed (Lokaljournalistik 2.0). Jeg vil prøve at bruge nogle af mine lokale erfaringer med hvordan medier og demokratiske institutioner kan spille sammen til glæde for civilsamfundet.
Jeg er glad for at vi er begyndt én gang om ugen at sætte os ned i et kvarter og gennemgå vores kalendre strategisk. Vi har fx besluttet at vi ikke længere vil have de kunder, der ikke giver andet end bøvl. Dem dropper vi med god samvittighed. Naturligvis når de har fået det, de har bestilt. Det er nervepirrende at sige nej til opgaver - men det er rigtig godt at gøre det. For til gengæld at få plads til noget, som er sjovere. Man bruger sin energi meget mere effektivt.
I søndags var jeg ude at fortælle om Poul Henningsen og synge hans viser - det var sjovt. Jeg nævner det for at illustrere princippet om at gøre de ting, der giver energi. Noget af det jeg laver er der ikke penge i - men det er der så i noget andet. Jeg tjener ind på gyngerne hvad jeg har mistet på karrusellen - og sådan har det altid været i mit univers. Hvis bare man får masser af energi, gør det ikke noget. Anders plejer at teste mig: Giver det penge? Giver det energi? Han mener, jeg skal kunne svare klart JA på mindst én af disse spørgsmål (og allerhelst ja til begge). Og det er faktisk en ret god regel.
Travlhed
Af Karen Lumholt 11. juni 2008
Det har været et ualmindelig travlt forår. Men også godt, for vi har på fornemmelsen, at vi er ved at være på rette hylde - hvis man kan være på sådan en i vore dage, hvor alting forandrer sig så hurtigt. En hylde er jo ikke noget man ligger på. Det er en man springer op på en tid. Men i hvert fald har det været en god fornemmelse. Vi laver storytelling i organisationer, vi skriver bøger (Anders har skrevet én i år og jeg har skrevet to, som ikke er udkommet endnu), vi holder foredrag, vi underviser meget og vi skriver også rollemodeller for organisationer. Jeg har skrevet en stor virksomhedshistorie og for tiden har vi også klummer og artikler. Alt skal være færdigt før sommerferien, så pyha... En opgave jeg bøvler med lige nu er at blive færdig med en bog til Børsen Mikro-serien, som handler om kvindelige selvstændige. Det er ikke fordi, den er svær at skrive. Men det er svært at finde ro, når man har så meget andet i hovedet. Jeg har været nødt til tre gange at tage i sommerhus og skrive i to-tre dage ad gangen. Det har været fint. Til gengæld får jeg ikke læst så meget avis og hørt så mange nyheder, som jeg plejer. Så jeg har faktisk droppet de kunder, jeg plejer at lave medieovervågning for. Jeg kan ikke forsvare at overvåge medier, når jeg i perioder burer mig inde for at skrive. Det hænger ikke sammen. Men mediekurser skal jeg holde. Til efteråret. Det glæder jge mig til. Og jeg glæder mig til den synergi der opstår, når bogen om de kvindelige selvstændige udkommer samtidig med en konference om kvindelige selvstændige, som Væksthus Sjælland, der også er en af vores kunder, holder. Ikke at de to ting er koordineret fra starten. De falder bare sammen tidsmæssigt. Jeg håber på at vi finder nogle gode, aktuelle historier, som vi kan profilere både bog og konference på. Der findes masser af historier om kvinder, der driver gode, sunde og profitable virksomheder, men som mangler cashflow. De har ikke likviditet nok til at de kan vækste. Og de har ikke tænkt i banklån og andre investeringsformer. Og det er jo skidt, hvis deres forretning ellers er god. Men mere om det til august.
Vi laver Storytelling for en virksomhed, der har brug for det, man i amerikansk politik plejer at kalde a new beginning. Det er smadder dejligt endnu engang at opleve hvilken motiverende kraft der er i de rigtige historier, de sande og troværdige og samtidigt strategisk potente, som er handlingsanvisende og peger fremad. Ren fornøjelse.
De rigtige opgaver?
Af Karen Lumholt 26. februar 2008
Nu skrev jeg i går at kalenderen er fuld. Siden sneg jeg mig til at læse i Trine Kolding's nye bog "Få styr på tiden", som er udkommet i serien Børsen MIKRO, se www.borsenmikro.dk.
Hun har gjort mig opmærksom på nødvendigheden af at stille sig selv spørgsmålet: Er kalenderen fuld på den rigtige måde? Bidrager dine opgaver til at nå dine mål? Skaber du værdi samtidig med at du nærmer dig dine mål? Og også: Giver opgaven arbejdsglæde, energi og udfordring?
Med andre ord: Det er ikke nok at producere. Man skal producere det rigtige. For at vide hvad der er det rigtige, må man gøre sig klart hvad man vil med sin virksomhed. Man kunne sige det ret banalt: At skabe synlige resultater for kunden - og mening for mig selv. Men det er for uspecifikt. At finde de specifikke værdier, som ligger til grund for ens firma, kan gøres på mange måder. Trine Kolding foreslår en lille øvelse, hvor man forestiller sig firmaets 10-års jubilæum (for os er det om seks år). Her skal vi forestille os hvad gæsterne til jubilæums-receptionen siger - eller hvad vi drømmer om at de siger:
Karen er kompromisløst til stede i den enkelte opgave. Hun søger altid den optimale og mest visionære løsning for den enkelte kunde, også selv om det kræver at man gør tingene på en ny måde
Karen er frygtløs, hun by-pass'er ismer, dogmer og vaner
Anders siger de også en masse pænt om - han er ekstremt analytisk begavet, giver plads til andre mennesker og har en naturlig autoritet og coachende personlighed
Begge ser den røde tråd, hvor andre ser meningsløst kaos - og bruger den røde tråd anerkendende og strategisk
Begge leverer altid høj kvalitet, hvor deres store erfaring, empati og stærke etik skinner igennem. De giver anerkendelse og skaber synlighed - også til dem, der normalt overses
Karen kan løfte en forsamling og en proces, så alle får energi...
Ja, sådan lyder 10 års jubilæets taler... Selvsmagende? Pointen her er blot, at dette er en måde at beskrive målene med vores virksomhed. Et andet godt tip randt mig i hu, afledt af læsningen af bogen: Som selvstændig skal man vælge opgaver, der gør én rasende glad og samtidig opgaver, man ved, man er særligt god til.
Det gør mig enormt glad...
at give andre mund og mæle, hvis de har noget vigtigt at sige - og få fortalt deres historie, så andre fælder en tåre, griner og tænker
at vække andres entusiasme og mod
at få ting til at ske lidt hurtige og lidt mere uformelt end normalt...
at få andre til at tage ansvar for sig selv og det fælles bedste
Jeg ved at jeg er særligt god til...
At skrive folks tanker, ønsker og drømme - bedre end de selv kunne, så godt at de bliver rørte
At se den røde tråd i et virvar af tendenser, detaljer, facts og udsagn - og gøre den meningsfuld, visionær og strategisk håndterbar
At løfte en proces, så den bliver rar, energifyldt og giver anerkendelse
Empati og indsigt i andre kulturer og andre måder at gøre tingene på
At improvisere og bruge min intuition, når det gælder at motivere, skabe relationer, tillid og muligheder
Målgruppetænkning
Forsynder jeg mig mod Janteloven? Mit formål er at bruge Trine Koldings tips til at gøre mit eget lille firmas mål og formål tydeligere. Herudfra kan jeg navigere, når jeg sætter nye opgaver ind i kalenderen.
-
Kalenderen er fuld..
Af Karen Lumholt 25. februar 2008
Jeg har aldrig i de snart fire år, vi har haft selvstændig virksomhed, oplevet det - at kalenderen var helt fuld en hel sæson frem. Der er sammenlagt 11 arbejdsdage, som endnu ikke er besat, men de er til gengæld afsat til at skrive en bog, som jeg og en kollega i fredags har fået JA fra forlaget til at gå videre med. Nu må vi se om vi får det gjort på denne side af ferien - eller om de 11 dage ryger til anden side. Først havde vi forestillet os en bog, der kunne blive færdig til efteråret, men måtte revidere vores forestilling, da vi kiggede på vores kalendre.
Jeg siger ikke vi bliver rige denne sæson. Jeg er stadig ikke så fantastisk til at tjene penge, som visse andre af mine mandlige forbilleder. Men jeg synes, vi er i vælten. Vi er efterspurgte. Så nu skal jeg altså lære det der med udbud og efterspørgsel. Med andre ord: Prisen stiger... det kan ikke vare længe!
-
Et dejligt job
Af Karen Lumholt, 07.02.08
Jeg skriver for tiden virksomhedshistorie for en stor designvirksomhed i Nordsjælland. Det er et dejligt job. Så snart man kommer ind af døren, mødes man af en stemning, hvor man tænker: Yes! Her er godt at være.
Det er faktisk vidunderligt at opleve, at der findes virksomheder, hvor værdierne er afspejlet overalt: Man mærker dem i måden man bliver modtaget, måden der bliver forhandlet, måden produkterne ser ud, i høj grad i måden arbejdspladsen er indrettet og måden hvorpå medarbejderne bliver behandlet. men værdierne er ikke blevet proppet ned i halsen på medarbejderne - de var der allerede. Ledelsen har blot forsøgt at beskrive dem - og begrunde dem.
Sådan et sted er det dejligt at skrive virksomhedshistorie. Desuden er kaffen god, maden vidunderlig, lokalerne smukke... Folk er glade, åbne, tillidsfulde og direkte. Der er ingen skjulte dagsordener. Der er tillid. Møderne, vi holder, er korte og praktiske. Præmissen er klar. Der er ikke så meget at diskutere, bare fremover isen.
Og så skal der selvfølgelig også skrives om alt det, der har været svært. Hvor hårdt det også har været at nå hertil... Ellers er det ikke en rigtig (troværdig) historie. Og det er da også sandt at ingenting kommer af ingenting. Men af hårdt arbejde, heldig timing og gode ideer - plus en masse kriser og sammenbrud, der endte med at blive begyndelsen på noget nyt. Og så er der lige noget med en mand, som havde en særlig næse... men nu får I ikke mere.
--
Jobbet er ikke gjort, før det er synliggjort
Af Karen Lumholt, 06.02.08
Jeg har igennem de sidste to år været engageret i integrationsprojekter, både lønnede og frivillige. De har fundet sted i Valby, hvor jeg bor og er hvad man kan kalde en engageret medborger. For to måneder siden kom tre RUC-studerende og bad mig fortælle om mit arbejde med integration. Det kom der et langt interview ud af, som de transskriberede. Jeg har nu fået hele interviewet - det fylder 30 sider.
Når folk, som laver nogenlunde det samme som mig, vil udveksle tanker og råd, er det somme tider med eftersætningen, ‘men vi er jo en slags konkurrenter, så du skal bare sige til, hvis du ikke kan hjælpe’. Min standardreplik i den slags situationer er: Der er plads til os alle. Og så tænker jeg på Walt Diseney, der sagde noget i retning af ‘They cant copy me as fast as I can think’, når han blev spurgt om ikke han var bange for at andre skulle hugge eller kopiere hans ideer. Det var han ikke. Og som bekendt gik det ham meget godt.
En journalist i et fagligt netværk, jeg er med i, er netop blevet fyret fra et vikariat som journalist, angiveligt fordi hun søgte oplysninger til sine artikler i sit elektroniske netværk. Jeg er forbløffet.
Hvorfor skal hun dog ikke bruge sit netværk til at finde cases til sine artikler? Det kan alt andet lige kun føre til bedre og bredere journalistik at søge efter ideer i et større netværk, frem for at gå i egne lukkede cirkler.
Jeg kender ikke radaktørens konkrete bevæggrunde, som kan være ganske specifikke, så det er ikke en kritik af hans person. Men det er faldet mig for brystet, at der - ikke mindst i klassiske journalistkredse - er mange, der bestemt ikke bryder sig om netværkskulturen, hvor man hjælper hinanden ud fra den betragtning, at man derved kan generere mere viden og kvalitet, en større bruttosum, som alle får glæde af. At man kan være kolleger og konkurrere alligevel - konkollegaskab og vækst gennem løst koblede netværk - er stadig helt mærkværdige begreber for nogle. Videns- og netværkssamfundet repræsenterer på mange måder et nyt paradigme, og der er naturligvis en vis modstand imod det. Men næppe længe endnu.
Lige nu ruller netværkssamfundet ind over os fra alle sider. Folk blogger gratis for at dele viden, Wikipedia er en guldgrube af brugergeneret viden, hele den kommercielle verden er ved at rette ind mod brugerdrevet innovation og markedsføringen skifter paradigme, så det bliver kunderne der kommer til reklamerne, ikke omvendt. For de yngste forbrugere er alt dette allerede hverdag. Jeg synes selv, det var en kæmpe øjenåbner at møde denne tankegang for to-tre år siden - via Abelone Glahn og Mikronet, som var blandt de første herhjemme, der satte ord og begreber på den nye netværkskultur.
Det er selvfølgelig fair nok at nogle holder ’armene tæt ind til kroppen’ af angst for at miste en ide eller en kunde - man kan have ganske konkrete grunde til det, måske især i journalistkredse. Men jeg tror ikke det er ham, som er bange for at dele, der vinder i det lange løb. Sådan har det måske altid været - tænk bare på Walt Disney.
--
Optimisme i netværkssamfundet
Af Karen Lumholt, 22.03.07
Når det drejer sig om hvor meget ansvar man skal tage for sit eget og andres liv, er vi stort set to slags mennesker på denne jord - (overdrivelse fremmer forståelsen, og den vil jeg nu benytte mig af i sagens tjeneste):
Den éne gruppe mener stort set, at man ikke kan tillade sig at tage sig en sygedag eller en pause uden at noget går galt. Man føler, man står med sine medborgeres vebefindende og skæbne i sine hænder og blander sig derfor i alt, fx i hvordan andre håndterer deres affald (går fx og samler tomme plastposer op, som andre har smidt), om de unge mennesker geråder i slagsmål ved busstoppestedet en lørdag aften, om folk fodrer deres småbørn med slik fra morgenstunden osv. Med andre ord: ‘Hvis alle bare var som jeg, så gik det nok til sidst’, som frk. Tante Sofie synger i Kardemomme-by. Jeg er selv en af slagsen, indrømmet. Jeg holder tvangsmæssigt tale for andre børn om glæden ved at spise havregrød, bananer og søde druer, i det forfængelige håb at de vil gå hjem og bede deres forældre om andet end Nutella-madder på søde boller hele dagen. Derved føler jeg helt seriøst at jeg har reddet et lille hjørne af fremtidens velfærdssamfund. Mit hovmod fører mig også ud i et uklædeligt praleri, når jeg til klynkende studerende fortæller, at jeg har taget tre uddannelser uden nogen sinde at få så meget som en krone i SU (jeg havde erhvervsarbejde hele tiden). Hvis mine børn ikke trives af en eller anden grund, skal jeg nok få redet trådene ud, tage ansvaret, konsekvenserne - og handle. Hellere i dag end i morgen (skønt jeg ofte med fordel kunne vente til i morgen og se tiden lidt an). Emsig, med andre ord.
Så er der den anden halvdel af skabningen. Her er tilgangen helt anderledes. Jeg ved det, for jeg har selv været der. Har man ondt i ryggen undrer man sig over at man ikke straks får stillet et spritnyt hævesænkebord og en tid hos diverse speciallæger til rådighed. Det at motionere for lissom selv at gøre sin del af arbejdet, er ikke lige det, man først tænker på. Er der problemer med børnene i skolen, er det formentlig skolens og lærernes skyld - eller de andre børns og forældres. Er man utilfreds i sit job, er det fordi man ikke har fået den efteruddannelse eller den coaching, man skulle have, fordi kollegerne vil have ens arbejde eller lederen er udduelig (det sidste er nu ret sikkert rigtigt). Der er ikke noget af dette, som behøver at være decideret forkert - men der er indstillingen til forskel. Man begynder ikke med at tænke: Hvad kan jeg selv gøre? Man begynder med at tænke: Hvad kan andre gøre for mig?
Begge ekstremer - og lad os nu bare se i øjnene at de fleste ligger et sted midt i mellem - er ret uheldige. Jeg kan bedst tale med om ulemperne ved den første type: Jeg kan fx p.t. ikke tillade mig at tage et hvil uden at tro, at verden falder fra hinanden. Men den dag, jeg ligger der, er der måske ikke nogen, der gider hjælpe mig - for jeg har jo altid været sådan en fandens kael, der ville og kunne det hele selv. Og ikke undlod at gøre opmærksom på det.
Ulemperne ved den anden indstilling, som i perioder af samtidshistorien har været ophøjet til det normale, er også til at få øje på. En fiornærmet brokkekultur er resultatet: Det er de andres skyld, hvis der ikke lige er en passende fritidsinstitution til mit barn for enden af vejen - eller et ungdomshus, hvor mine børn frit kan realisere sig selv uden at de selv skal gøre noget som helst for at få det. Og hvis ikke jeg kan studere i otte år uden at skulle tage studiejob for at få råd til cafe og rejser, et det synd for mig. Fornærmet og forkælet, tænker jeg. Tag en skovl og gå ud og gør noget ved det!
De første 19 år af mit liv, var jeg en udpræget tilhænger af denne indstilling. Den lå i tidsånden. Dengang blev den opfattet som særligt venstreorienteret. Folk gik rask væk på støtten, selv om de sagtens kunne arbejde - ‘det havde de da krav på’. I dag kan jeg ikke se noget som helst socialistisk eller progressivt i den, tværtimod er den asocial og hindrer udvikling. Men dengang var det god tone at rave til sig, hvis man kunne. Lidt samfundsnasser havde man da ret til at være. Men så begyndte det store regnestykke at trænge sig på - ingenting kommer af ingenting. Det gik op for mange af os henad henad vejen (og med alderen), at man måtte selv skabe det liv, man ville have.
Mottoet fra netværket Morgendagens Heltinder, ’skab selv det, du synes du mangler - gerne sammen med andre’, har jeg taget til mig. Og jeg skaber og skaber. Men som sagt med fare for at ende i den grøft (grøfter er der altid), hvor jeg glemmer, at min fagforening, som jeg har betalt til i 17 år, rent faktisk tilbyder efteruddannelse, gratis juridisk rådgivning mm. At jeg faktisk har en sygeforsikring, der giver mig adgang til visse ydelser, en familieforsikring og en praktiserende læge. Jeg behøver ikke opføre mig som om jeg lever i et u-land, hvor jeg skal ud og dræbe et dyr hver morgen for at overleve. Sådan skal det nemlig heller ikke være.
Den dag, jeg ikke har de kræfter, jeg har lige nu, skal der være noget, der holder én oppe. Man skal kunne lægge sig syg, hvis man er syg. Få medicin uden at blive ruineret. Få sikret sit eksistensminimum, hvis man går fallit eller må gå fra hus og hjem. Og i et velfærdssamfund skal man også kunne tage en pause, lære noget nyt. Være lidt god ved sig selv. Ikke tro, at verden falder i staver, bare fordi JEG tager en slapper, lægger mig på sofaen og læser nogle romaner.
Den gyldne middelvej - som de sagde de gamle grækere - og Alt med måde. Disse gamle europæiske dyder må også velfærden bygge på.
--
Selvstændighedskultur og integration
Af Karen Lumholt, 13.03.07
Jeg synes det er på tide at vi sætter alle sejl til, så vore minoriteter kan udfolde deres potentiale og virketrang. Vi har brug for dem, vi vil lære dem at kende, vi vil have deres bidrag - arbejdsmæssigt, ressoucemæssigt og kulturelt - til vores samfund. Minoriteterne skal i mine øjne have lov at dyrke deres sprog, kultur og historie - som fx på den tyrkiske HAY-skole, som jeg besøgte i fredags (.. med store faglige ambitioner på børnenes vegne, velvoksen tyrkisk kulturel selvfølelse og samtidig stor religiøs og kulturel åbenhed). Det gør dem kun stærkere og mere (lige)værdige i deres kulturmøde med majoriteten.
Men samtidig skal vi stoppe udviklingen henimod parallelsamfundene, hvor de etniske grupper passer deres - og vi andre passer vores og i øvrigt kun TALER om de fremmede. Jeg synes det er på tide at integrationen kommer ud af det offentliges klør - der skal ikke sagsbehandles og klientgøres og løftes pegefingre (ret meget) mere. Det har vist sig forholdsvis virkningsløst. Det offentlige skal understøtte integrationen - men ikke drive den.
Minoriteterne skal selv. Understøttet af os andre frivillige og/eller arbejdende aktive borgere. De skal ud af offerrollen, tage medejerskab i samfundet og ansvar for at bidrage med alt det, de kan. Og så skal arbejdsmarkedet på sin side gå ind og ansætte dem i stillinger, hvor de (hurtigt og topmotiverede) vil gøre fyldest og hurtigt vil forbedre deres danske sprog.
Den sande integration foregår, når man får lov at gøre nytte, tage ansvar og bidrage til et samfund med sin arbejdskraft og sin kultur.
Som selvstændige kan vi bidrage til integrationen ved at tilbyde os selv som mentorer for etniske iværksættere. Jeg ved at det kan være svært at matche den rigtige mentor med den rigtige mentée. Jeg tror dog det er et spørgsmål om tid, så er vi nok mentorer og mentéer til at det kan lade sig gøre. Prøv at Google ‘mentor’ og ‘indvandrer’, så finder du flere netværk. Jeg vil senere vende tilbage til emnet mentor-netværk, som jeg tror, der er mange perspektiver i. Hvis nogle har erfaringer med mentor-netværk og gode tips, modtager jeg dem med glæde - både her og via min hjemmside.
--
Kvinder i alle lande, hold fri!
Ude omkring i verden er det kvinderne, der holder hus og i stor stil - fx på det afrikanske kontinent - dem, der dyrker jorden. Det er kvinderne der går på marked og handler ind, passer og opdrager børnene, passer det sociale netværk, henter vand, henter brænde (hvis ikke børnene gør det) osv. osv. Mændene har ofte vigtigere ting at tage sig til: krig, konflikter, religion og politik. Og jagt, naturligvis - i en eller anden form.
Hvis kvinderne ude i verden holdt fri, ville det hele bryde sammen. De fleste ville formentlig få mere end vrøvl med manden, hvis de gjorde det. Herhjemme er det ikke helt så galt. Vi har sat os i respekt. Her har vi bare det problem, at kvinder skal arbejde en fjerdedel mere for at tjene det samme som manden - og at både kvinder og mænd har problemer med at få enderne til at mødes, når begge arbejder ude. Både mænd og kvinder arbejder i dag mere end for 15 år siden. Vi har alle fået halvanden time mindre om dagen til at være sammen med vores kære - det gælder både mor og far.
Og det er mens børnene er små, vi arbejder mest. Primært fordi vi deltager i et sindssygt materielt kapløb med naboen om at tjene til huset med det hvide stakit, ferierejserne, havemøblerne, det nye køkken, elevationssengene og den nye sofa - og i øvrigt høvler af på studiegælden.
Så mon ikke det var et meget godt 8. marts-slogan: Slap af! Tag en slapper. Vær sammen med dem, du er aller gladest for at spilde tiden sammen med, og nyd samværet med dem. Og send så en kærlig, varm og solidarisk tanke til alle dine medsøstre ude i verden, der også arbejder for meget – hvad enten det er i deres ansigts sved i den svidende sol på marken - eller i angstens sved foran computeren!!
PS: Hvis du som kvinde vil tjene lige så meget som manden, skal du lægge en fjerdedel oven i dine priser - eller holde fri hver fredag og stadig tjene det samme!!